Den 12. oktober ophævede Fødevarestyrelsen suspensionen af vaccinen Suvaxyn PRRS MLV til svin mod PRRS. Det betyder, at vaccinen igen er tilgængelig for danske svineproducenter mod PRRS.

- Zoetis er meget tilfreds med, at Fødevarestyrelsen har valgt at ophæve suspensionen af anvendelsen af Suvaxyn PRRS MLV i Danmark på baggrund af afvejningen af produktets fordele og ulemper som anført i den positive udtalelse fra Det Europæiske Lægemiddelagenturs Udvalg for Veterinærlægemidler, og som bakkes op af EU-Kommissionen, siger Thomas Hilligsøe, General Manager for Norden, i en pressemeddelelse.

- Vi ser frem til igen at kunne tilbyde denne vaccine på markedet. Vi tror på, at aktiv immunisering af klinisk raske svin fra deres første levedag mod porcint respirations- og reproduktionssyndrom – PRRS – er afgørende for, at mange svineproducenter kan lykkes med at reducere virus i blodet og virusudskillelse i næsesekret, som skyldes infektion med europæiske stammer af virus.

- Suvaxyn PRRS MLV er en godkendt vaccine, som er et yderligere redskab i den værktøjskasse, som skal beskytte svinebesætninger mod denne økonomisk dyre sygdom.

Zoetis meddeler endvidere, at de vil samarbejde med både dyrlæger og producenter i Danmark om yderligere anbefalinger til at begrænse den iboende risiko, der er ved anvendelsen af alle former for PRRS MLV-vacciner, og vil fortsætte overvågningen af bivirkninger.

cab

Danmark saneres for PRRSSvin