Forenklede regler har givet biodiversitets-bonus

Ændrede regler for tilskud til biodiversitetstiltag i danske skove har givet pote, viser nye tal. Det glæder fødevareministeren.

Det er noget tid siden, at et arrangement fandt sted hos Velas i udkanten af Horsens. Her havde den lokale rådgivningsvirksomhed for en dag slået de arrangementsmæssige pjalter sammen med udsendte fra Landbrugsstyrelsen, for at tale muligheden for tilskud til skov med øget biodiversitet op.

For det er der brug for. En rapport fra Aarhus Universitet har slået fast, at det går den gale vej for biodiversiteten, især i skovene. Det kan der dog gøres noget ved, lød det ved den lejlighed fra naturrådgiver hos Velas, Hanne Juncher Fris.

- Vi vil gerne have god natur, vi vil gerne have biodiversitet og levesteder og alt det der, men hvor er det, det findes henne? Det er nok ikke ude på hvedemarken med 10 tons hvede pr. hektar, sagde hun dengang og fortsatte:

- Men det er de store sammenhængende arealer, og så er det i gammel natur eller en gammel skov, hvor de her levesteder har fået lov til at indfinde sig over mange år. Det gør det altså ikke ude på hvedemarken, og derfor kan man sige, jer der har den skov der, og den gamle skov især, I har altså noget værdi, sagde hun.

Forenklet sagsbehandling

For at få det til at gå den anden vej har Landbrugsstyrelsen ændret i deres sagsbehandling, fortalte forstkandidat i Landbrugsstyrelsen, Henrik Ballegaard.

- Vi har lavet ordningen, så den er meget simpel i selve ansøgningsprocessen, så der ikke bliver en meget tung sagsbehandling. Og det skulle gerne gøre, at den proces bliver relativt kort, siger Henrik Ballegaard.

Overansøgning på 25 mio.

Og noget kunne tyde på, at ændringen og det øgede fokus har haft en effekt. For da ansøgningsfristen udløb, viste en opgørelse fra Landbrugsstyrelsen, at der var blevet søgt om tilskud på i alt 56 millioner kroner. Det er 25 millioner mere, end der oprindeligt var afsat.

Samtidig har Fødevareministeriet besluttet at imødekomme alle ansøgere. Det glæder fødevareminister Jacob Jensen (V).

- Vi skal passe på biodiversiteten i vores skove og ved at øge den, kan vi sikre gode vilkår for dyr- og planteliv. Derfor er jeg glad for, at vores nye og mere simple ansøgningsmodel lader til at have resulteret i ansøgninger for næsten dobbelt så mange millioner til at etablere biodiversitetsskove, som der i første omgang var afsæt penge til, siger Jacob Jensen og fortsætter:

- Den store søgning er enormt glædelig, og jeg har derfor valgt at give Landbrugsstyrelsen mulighed for at imødekomme alle kvalificerede ansøgninger i år, så vi kan få gang i langt flere biodiversitetsprojekter. Målet er klart: Vi skal have gang i langt flere biodiversitetsprojekter, så vi kan bevare biodiversiteten i skovene og sikre stabile levesteder for de dyrearter, som lever i og af skove, siger ministeren.

Fredsskov og døde træer

I tilskudsordningen gives tilskud til bevaring af træer i skovarealet til naturligt henfald, idet døde og gamle træer har stor betydning for skovenes biodiversitet.

Mange arter, såsom insekter og svampe, er direkte eller indirekte knyttet til det døde træ, herunder en række af landets sjældne arter. Tilskuddet gives også til ekstensiv skovdrift af tilsagnsarealet i 20 år.

Samtidig er der flere andre principper forbundet med ordningen, der i bedste fald kunne kaste 65.000 kroner af sig pr. hektar. Man skal således bevare 12 træer pr. hektar, som skal have lov til at henfalde naturligt.

Derudover skal dødt ved blive liggende, og man skal begrænse sin jordbearbejdning i skovene.

- Og de der ikke er fredskovspligtige, de skal pålægges fredskovspligt, for at de kan komme ind i ordningen. Fordi vi laver varige bindinger, så det giver god mening, at vi også siger, at arealet er varigt bundet, lød det fra Henrik Ballegaard.

Der er i alt afsat 125 millioner kroner til puljen, der tages fra de danske CAP-midler.

Læs også