IT-fleksjobbere møder tillid og ligeværdighed

At score drømmejobbet forbliver en drøm for de fleste fleksjobbere. Men for Carsten og Lars er drømmen gået i opfyldelse hos Jysk IT i Billund.

- Jeg niver mig stadig i armen. Efter seks år, hvor jeg er blevet kastet rundt, kører det bare.

Ordene kommer fra Lars Gammelgaard. Trods en baggrund som bl.a. It-konsulent har han haft svært ved at finde et fleksjob inden for IT, som er hans store passion.

Han er blot 36 år, men grundet en kronisk mavesygdom er han ikke i stand til at passe et ordinært job på fuld tid.

Faktisk havde Lars Gammelgaard - uden held - flere gange skrevet til Jysk IT angående muligheden for et fleksjob.

Men i sommer blev han pludselig kontaktet af Jesper fra Integro, der hjælper kommuner med beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Han havde fået forklaret fleksjobordningen så godt til den nye direktør i Jysk IT, Simon Husballe, at Lars skulle til en samtale.

Fleksibel opstart

- Vi gik med til at tage Lars i praktik i fire uger i vores supportcenter, hvor han skulle hjælpe landmænd med IT-support. Aftalen var at lave en fleksibel opstart, hvor Lars arbejdede få dage og altid kun få timer hver formiddag. Langsomt blev Lars kørt ind i supportcentret og fik styr på sine rutiner, hvilket gjorde, at han fast kunne komme alle hverdage fra kl. 8-11. Efter de fire uger fastansatte vi Lars i en fleksjobordning i samarbejde med Billund Kommune, beretter Simon Husballe.

I takt med at Lars Gammelgaard blev dygtigere og dygtigere til sit job, blev hans effektivitet (en sats, der arbejdes med i fleksjobordningen) hævet til hundrede procent. I supportcentret er han rykket fra landbrugskøen til andre telefonkøer, hvor han nu primært supporterer tandlæge- og dyrlægeklinikker med serverløsninger.

Som alle andre

Efter succesen med den første har Jysk IT søgt efter endnu en fleksjobber. Det fandt virksomheden via Varde Kommune, og den 11. oktober tiltrådte Carsten Hansen som it-konsulent på fleksjobordningen.

- Vi skulle lige overveje nøje, om vi var klar til at tage imod endnu en fleksjobber. Ovenikøbet en, der er bundet til en kørestol og har hjælper på hele arbejdsdagen. Men efter at have mødt Carsten var vi enige om, at han skulle have chancen hos Jysk IT, og det har vi ikke fortrudt! Carsten er vellidt og dygtig til IT-support. Han er desuden ung og udvikler hele tiden på sin faglighed, hvilket vores kunder kan mærke hver eneste dag, fortæller Simon Husballe.

- Jeg føler mig heldig. Jeg kan godt lide at arbejde med it, og jeg kan også godt lide at guide kunderne, konstaterer Carsten Hansen og fortsætter:

- Jeg bliver set på som en almindelig medarbejder og bliver behandlet som alle andre. Vi har et rigtig godt sammenhold i afdelingen. Anton, vores supportchef, er god til at hjælpe med at finde en løsning, hvis du har et problem. Han stoler på os og giver os ansvar. Her er også mange udviklingsmuligheder. Jeg elsker at være her, og jeg kører gerne de 40 minutter frem og tilbage fra hjemmet i Varde.

Carsten Hansen blev i december sidste år færdig på Asp-IT-uddannelsen, da han grundet sit handicap ikke kan tage IT-supporter-uddannelsen på Erhvervsskolen. AspIT er en erhvervsrettet IT-uddannelse til personer med Autisme Spektrum Forstyrrelse, ofte Aspergers, og med særlige behov. Carsten har ikke Aspergers, men grundet sit handicap har han behov for en anden undervisningsform end den gængse.

Kastede os ud i det

Generelt har supportcentret hos Jysk IT altid mest travlt om formiddagen, hvor de modtager omkring to tredjedele af alle dagens supportopkald.

- Før vi ansatte Lars Gammelgaard, kendte vi ikke meget til fleksjobordningen, men vi besluttede os for at kaste os ud i det. Det gjorde vi jo faktisk, fordi vi kunne se potentialet i Lars og efterfølgende i Carsten, selvom de ikke kan være på arbejde 37 timer om ugen. Det har vist sig at være det perfekte match både personligt, da de passer ekstremt godt ind på kontoret, men også bemandingsmæssigt, da de dækker vores ”prime time”, fortæller Simon Husballe.

I det nye år kunne han og support-teamet godt være friske på at byde en tredje fleksjobber velkommen.

- Det afhænger et hundrede procent af personligheden og IT-kundskaberne, fastslår den unge direktør.

Jysk IT

Jysk IT en selvstændig forretning under landbrugsrådgivningen Sagro med hovedkontor, lager og værksted i Billund.

-Virksomheden har udviklet sig til en stor IT-leverandør, som blandt andet leverer til dental-, veterinær- og landbrugsbranchen. De er i dag over 55 IT-ansatte og -lærlinge.

Læs også