Lederuddannelse i landbruget på deltid

De første elever på nye landbrugslederuddannelser på deltid starter til februar.

Et nyt partnerskab mellem 10 landbrugsskoler landet over betyder, at endnu flere nu får adgang og mulighed for at uddanne sig som agrarøkonomer og produktionsledere.

Hidtil har Landbrugets Lederuddannelser alene kunnet tages som fuldtidsuddannelser, men med det nyt partnerskab åbnes der nu op for, at de samme uddannelser kan tages på deltid.

Forsøget, der foreløbigt er 5-årigt, blev i efteråret 2021 godkendt at Undervisningsministeriet, og de første deltidsstuderende starter op hér til februar 2022.

Med et landbrug, der både nu og i årene der kommer, har brug for kvalificeret arbejdskraft, er forventningerne til det nye lederuddannelsestilbud på deltid, i den grad til stede.

- Det kan være folk med karriere i erhvervet, der eksempelvis savner den økonomiske del. Her vil eksempelvis de med familie og fast job i landbruget få mulighed for at erhverve sig en lederuddannelse, lyder det fra Keld Kallestrup, der foruden uddannelsesleder på Bygholm Landbrugsskole, tillige er leder og koordinator på det nye partnerskab.

Og det er noget, der ifølge Keld Kallestrup, kan være flere fordele i.

- Man vil blandt andet kunne se sin uddannelse i forhold til de ledelsesudfordringer, man møder i sin hverdag. Teori og uddannelse kan kombineres, forklarer Keld Kallestrup, der tilføjer, at erfaringer med lignende forsøg i mindre skala har været gode – ikke mindst de mange gode synergi-effekter, der lader til at være i det.

Starter til februar

Det første hold af deltids lederuddannelsesstuderende starter op til februar. Det drejer sig om et hold produktionsledere.

Keld Kallestrup oplyser, at planen er, at man mødes til fælles centralt på en landbrugsskole, hvor det samtidig er planen at man skal mødes en dag hver anden uge, mens resten af undervisningen af holdet foregår online med individuelle opgaver.

Som deltidsuddannelse vil uddannelsen, der er målrettet aldersgruppen fra 25 år og opefter, også tage længere tid end en fuldtidsuddannelse.

Keld Kallestrup oplyser at der er tale om dobbelt tid – hvor en fuldtidsuddannelse på området normalt tager 20 uger, vil det tage 40 uger på deltid.

- Det første hold bliver på 15 elever fra hele landet fra Jylland til Bornholm. Vi har også fået forespørgsler fra danskere i udlandet, der ofte har svært ved at efteruddanne sig, slutter Keld Kallestrup, der ser frem til opstart af flere hold senere.

Lederuddannelse – deltid

5-årig forsøgsordning godkendt af Undervisningsministeriet

Det første hold starter til februar i år

Målgruppen er aldersgruppen fra 25 år og opefter

Partnerskabet består af 10 landbrugsskoler: Agroskolen Hammerum, Asmildkloster Landbrugsskole, Bygholm Landbrugsskole, Dalum Landbrugsskole, Grindsted Landbrugsskole, Gråsten Landbrugsskole, Jordbrugets Uddannelsescenter Århus, Kjærgård Landbrugsskole, Landbrugsskolen Sjælland og Nordjyllands Landbrugsskole

Læs også