Optimisme til årets høst hos DLG på Sjælland

Høsten står for alvor for døren, og det skaber både spænding og glæde hos DLG Øst.

- Vi har stadig korn på lager til foderproduktion, som vi afsætter til foderfabrikker, fortæller Henrik Christensen. Her har han inviteret os indenfor i kornkammeret.. Det er en af årets højtider, når høesten skal bjerges, fortæller Henrik Christensen. Der er udsigt til en tidlig kornhøst med et udbytte over middel, mener Henrik Christensen. Her spejder han ud over containerne, der blandt andet skal tage imod kornet. Fotos: Henning K. Andersen

Ser man ind i lagrene hos DLG i Bårse i det sydlige Sjælland mellem Næstved og Vordingborg, er der stadig korn tilbage fra 2021-høsten. Men om ikke så længe begynder det at gå den anden vej.

For 2022-høsten står for døren, og det er noget, der optager sindene hos DLG, fortæller underdirektør Henrik Christensen, der er ansvarlig for afgrøder hos landbrugsgigantens sydøstlige afdeling.

- Det er jo årets vigtigste begivenhed, må jeg sige, og det er jo altid med en vis spænding, men også glæde, at vi ser frem til høsten, siger han til Landbrug Øst.

Og hvordan er så forventningerne til årets udbytte hos DLG? Ganske udmærkede, men med naturlige forbehold, hvis man spørger Henrik Christensen.

- Jeg synes, at det ser fornuftigt ud. Jeg ved godt at man ikke kan høste med øjnene, men vi har haft en fin vækstsæson, hvor vi fik etableret vårafgrøderne tidligt, siger han og fortsætter:

- Der har været tilpas med regn og sol, og der har ikke været så meget svampe eller skadedyr i år, og det er jo glædeligt og positivt. Så hvis jeg skal sige noget generelt, er det nok, at det har været et nemmere dyrknings år, siger Henrik Christensen.

Forsigtig optimisme

Netop det mere end godkendte vejr mod slutningen af vækstsæsonen, hvor der efter flere uger med tørt vejr blev et mere ligeligt forhold mellem vand, sol og tørt vejr, er også med til at bidrage til den forsigtige optimisme hos underdirektøren. Med visse forbehold.

- Jeg tror det bliver en høst lidt over middel, fordi der er så mange aks på kornet, og mange kerner sat af. Det ser faktisk godt ud. Men man skal huske, at vi lidt havde det samme sidste år, hvor vi egentlig også syntes, at det lignede en million, men der blev vi jo godt nok lidt skuffet, siger han og fortsætter:

- Og det kan jo godt være, at når man kører rundt i landskabet og kigger nu, så ser man at det begynder at bonitere, og man kan begynde at se tørkepletter, og man kan se, hvordan undergrunden er. Men man kan jo kun gætte, og så må vi se, hvordan det ser ud, når mejetærskerne begynder at køre i de store afgrøder, lyder det fra Henrik Christensen.

Har støvsuget kornlagre

For at vende tilbage til kornlagrene i Bårse, er der stadig lidt tilbage fra 2021-høsten. Men der er snart brug for nye forsyninger, også af hensyn til den nærliggende foderfabrik.

- Som situationen er i år, så er der næsten støvsuget for korn på alle lagre, men vi har stadig korn på lager til foderproduktion, som vi afsætter til foderfabrikker. Men ellers er vores set-up til næsten uændret, hvad angår lagerkapacitet og tørreri, siger Henrik Christensen.

DLG-terminalens betydning, også for husdyrproducenterne, kan ikke undervurderes, peger han på.

- Det er jo lidt et kornkammer her på Sjælland. Man kan sige, at nu hvor vi har en foderfabrik her, hvor vi så egentlig får landmændene til at levere primært foderkorn her på stedet, som så går i foderproduktionen, siger Henrik Christensen og fortsætter:

- Så når man ligger her med et opland hele vejen rundt, så får vi fyldt vores lagre hvert år til høsten, og det skal nok fyldes to gange om året, for at sørge for, at der er nok til foderproduktionen hvert år, slutter han.

Læs også