Lederuddannelse på deltid med potentiale
Landbruget har brug for langt flere lederuddannede medarbejdere både nu og i fremtiden – og uddannelse til agrarøkonom og produktionsleder på deltid kan bane vejen for ansatte i landbruget, der kombinerer job og uddannelse.

Jens Huusmann er uddannelsesleder og med i den daglige ledelse og drift i partnerskabets styregruppe i Landbrugets Lederuddannelse. Foto: John Ankersen
Er man ansat i landbruget, og måske allerede er mellemleder eller har en landbrugsvirksomhed, men mangler ledererfaring, kan man være en af de mange, der bør overveje en lederuddannelse på deltid.
Et partnerskab indgået mellem ti landbrugsskoler tilbage i 2021 har nemlig banet vejen for den nye deltidsmulighed for lederuddannelse i landbruget, hvor de første studerende netop i december 2022 har afsluttet deres uddannelse.
- Det var det første hold, der i december 2022 afsluttede deres uddannelsesforløb. Alle var i job og var typisk mellemledere eller ledere, fortæller Jens Huusmann, der er uddannelsesvejleder og med i den daglige ledelse og drift i partnerskabets styregruppe i Landbrugets Lederuddannelse.
Tiden er vigtig
Det var Bygholm Landbrugsskole, der var valgt til det første hold af deltidsstuderende fra hele landet, der hver 14. dag fik undervisning på skolen og online-undervisning ind imellem.
- Ti studerende begyndte på holdet og seks afsluttede lederuddannelse. Det kneb med at få studiet til at passe ind for nogle. Det er vigtigt, at man har en aftale med sin arbejdsgiver, konkluderer Jens Huusmann ud fra de nu første erfaringer med deltidsuddannelserne.
Og netop arbejdsgiveren er, ifølge Jens Huusmann, afgørende vigtig i forbindelse med sin medarbejders deltids-lederuddannelse.
- Det er vigtigt at arbejdsgiveren giver sin medarbejder tid – cirka halvanden dag om ugen. Desuden skal han være åben overfor at give oplysninger omkring virksomhedens økonomi og andre forhold til brug som case på uddannelsen, siger Jens Huusmann.
Stort behov og potentiale
Jens Huusmann ser både et stort behov for samt et stort potentiale i deltids-lederuddannelserne i landbruget.
Han henviser blandt andet til tal fra Landbrug & Fødevarer, der anslår, at der eksempelvis er et behov for omkring 200 nye agrarøkonomer pr. år i landbruget – i dag uddannes der blot omkring 50 pr. år.
Samtidig ser han også gerne, at der kan laves en mulighed for de mange medarbejdere med udenlandsk baggrund, der i dag arbejder i det danske landbrug.
- Det er et dilemma, men vi arbejder på det, fortæller Jens Huusmann med henvisning til blandt andet de aktuelt mange ukrainere, men også andre udlændinge, der arbejder i landbruget.
- Det overordnede mål er flere ledere i landbruget. Der er en stor del af de faglærte landmænd, der ikke læser videre og mange søger over i andre erhverv, konstaterer Jens Huusmann.
Han ser frem til februar i år, hvor det næste hold deltidsstuderende starter på produktionslederuddannelsen i landbruget, ligesom der også starter et hold agrarøkonomer.
Ansøgere skal være minimum 25 år og være faglært landmand ved studiestart.
- Det var det første hold, der i december 2022 afsluttede deres uddannelsesforløb. Alle var i job og var typisk mellemledere eller ledere.
Jens Huusmann,uddannelsesvejleder og med i den daglige ledelse og drift i partnerskabets styregruppe i Landbrugets Lederuddannelse