Velfærdskyllinger kræver mere plads i stalde og på butikshylder

Hos Danpo er meldingen klar: Der er akut brug for flere kyllinger, flere kvadratmeter og flere landmænd, der kan og vil levere produkter til et hastigt voksende marked.

Danmarks største kyllingeproducent Danpo A/S ser nu en øget efterspørgsel på langsomt voksende kyllinger.

Det medfører ifølge virksomheden et øget behov for udvidelse eller opførelse af flere kyllingehuse hos både eksisterende og nye kyllingeproducenter, hvilket kan ske med nyhus-tilskud.

Den store årlige undersøgelse fra Madkulturen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri konkluderede sidst i 2023, at der stadig er kød i tre ud af fire danske aftensmåltider, og at kylling vinder frem som det foretrukne kødprotein.

Mange er f.eks. begyndt at spise mere kylling end oksekød, og både sundhed, klimabelastning og økonomi driver udviklingen, pointeres det fra Danpo.

Slog sig på omlægning

Men dyrevelfærd er også højt på forbrugernes agenda, og selv om Danpo i de seneste år har set en lavere efterspørgsel på langsomt voksende såkaldt velfærdskylling end forventet, er der nu øgede tendenser i denne retning.

- Det er ingen hemmelighed, at vi i Danpo slog os gevaldigt, da vi sidste år omlagde hele vores produktion til langsomt voksende og meget dyrt erfarede, at danskerne fortsat primært lagde hurtigt voksende kylling i indkøbskurven.

- Men nu ser vi endelig en lille, men støt, vækst i efterspørgslen efter velfærdskyllingen, og det er vi rigtig glade for – men det efterlader os faktisk også med nogle udfordringer, siger CEO Kasper Lenbroch fra Danpo.

Virksomheden har en cirka 50/50-fordeling mellem hurtigt og langsomt voksende kyllingeproduktion og er klart markedsledende med en afsætning på 98 procent af de økologiske kyllinger (3 hjerter), 30 procent af de fritgående kyllinger (3 hjerter) og 70 procent af velfærdskyllinger/gårdkyllinger (1-2 hjerter) - alle af langsomt voksende race.

Brug for flere m2 og producenter

Der er nemlig flere nuancer til sagen end blot dyrevelfærden. Omlægning til flere langsomt voksende kyllinger kræver således både mere produktionstid og mere plads – og medfører en øget klimabelastning.

- Kapaciteten og dermed produktionen reduceres med omkring 25 procent, når vi omlægger et kyllingehus fra hurtigt til langsomt voksende. Det giver selvfølgelig en øget klimabelastning, men i den sammenhæng skal man huske på, at kylling generelt er et meget klimavenligt kødprotein og ifølge Concitos store klimadatabase omkring 85 procent mindre klimabelastende end oksekød.

- Kylling er i hastig vækst på forbrugernes tallerken, og vores velfærdskyllinger både lever længere og har bedre plads, så vi har akut brug for, at flere af vores producenter udvider eller bygger nye huse – eller at der melder sig nye kyllingefarmere på banen, lyder det fra Kasper Lenbroch.

Kategorier i kraftig vækst

Tommy Dideriksen er afdelingschef i Danpos afdeling for »Live Operations«, og han opfordrer både eksisterende og kommende landmænd til at overveje at blive kyllingeproducenter.

- At være kyllingeproducent er set over tid forbundet med stor stabilitet – vi ser ikke så markante udsving som hos andre typer af producenter, og i Danpo har vi stor solidaritet landmændene imellem med ens afregning og en høj grad af support som rådgivning, erfaringsudveksling og tæt samarbejde.

- Vi har også nyhustilskud og opstartsmuligheder samt et dedikeret team til at sikre, at den enkelte producent kommer godt fra land med al den hjælp og sparring, der kan være brug for.

- Kylling - uanset race - har medvind, og i Danpo har vi ud over den ferske produktion også Danmarks største forædlingsfabrik, hvor der produceres f.eks. nuggets, chicken patties og hot wings til hele verden – kategorier i kraftig vækst med endnu højere forventede vækstrater.

- Så vi har brug for flere kyllinger, flere kvadratmeter og flere landmænd, når der generelt efterspørges mere kylling og specifikt mere langsomt voksende, siger Tommy Dideriksen.

Konstant til eksamen

Han tilføjer, at mange kyllingeproducenter fremhæver det som motiverende, at man er til eksamen hver gang, der slagtes, så landmændene jævnligt måles på produktiviteten og kvaliteten.

Desuden er det med Tommy Dideriksens ord en produktion, som giver en god hverdag set i forhold til andre produktionsgrene.

- Samtidig ser vi gennem hele værdikæden en stor stolthed af den danske kyllingeproduktion, for dansk kylling er kendt verden over for den høje fokus på dyrevelfærd, kvalitet, bæredygtighed, meget lavt antibiotikaforbrug og en grad af fødevaresikkerhed, som har givet dansk kylling særstatus i EU, slutter Tommy Dideriksen.

Læs også