En ny national klynge indenfor fødevarer og bioressourcer er født. Med tårnhøje ambitioner i bagagen, er klyngen klar til at hjælpe danske virksomheder til vækst.
Navnet er Food & Bio Cluster Denmark, og med 250 medlemmer, en nyvalgt bestyrelse og 40 medarbejdere bag roret er klyngen klar med tårnhøje ambitioner om at sikre den danske fødevare og bioressource industri en førerplads på verdensplan.
- Vi har i Danmark en stærk position indenfor fødevarer – det inkluderer vores fødevareproduktion, pirmærproduktion, følgeindustrierne samt vores uddannelsesplatform indenfor fødevarer. For at kunne bevare denne stærke position, så er innovation helt essentielt. I den forbindelse synes jeg, at det er stærkt, at vi samler kræfterne. Nu har vi et netværk, der kan drive innovation på tværs af hele klyngen. Endvidere ser jeg frem til at bidrage til at bygge bro mellem de store og de små spillere. Der er ingen grund til at modarbejde hinanden, da der er rigeligt plads til begge, siger den nyvalgte bestyrelsesformand, Lars Dalsgaard, Senior VP Product & Innovation hos Arla Foods.
En kerneopgave for den nye klynge består i at hjælpe virksomheder med at skabe nye forretningsideer, innovative produkter samt accelerere virksomhedernes forretnings- og markedsudvikling:
- Vi ser det som vores fornemmeste opgave at hjælpe danske virksomheder til vækst igennem innovationsaktiviter, netværk, matchmaking og funding, påpeger Lars Visbech Sørensen, interim CEO, Food & Bio Cluster Denmark.
Etableringen af Food & Bio Cluster Denmark sker i en tid, hvor rigtig meget rimer på bæredygtighed. Den grønne omstilling stiller i endnu højere grad krav til, at alle gør sit for at gøde udviklingen af grønne løsninger og den grønne omstilling.
- Mange virksomheder indenfor branchen har både fokus på og klare strategier for, hvordan de vil bidrage til regeringernes ambitiøse 70 procent CO2-reduktion. Vi ser en vigtig opgave i at hjælpe virksomhederne med at opnå dette, pointerer Lars Visbech Sørensen.
Med etableringen af Food & Bio Cluster Denmark er det ikke bare fire organisationer, der fusionerer, det er også områderne fødevarer og bioressourcer, der fusionerer.