Prislofter på basale fødevarer er blevet et centralt politisk våben op til valget i Ungarn – men både oppositionen og EU sætter spørgsmålstegn ved effekten og lovligheden. Nu skærper den pressede regering med Viktor Orbán i spidsen endnu engang retorikken på området.

Fødevarepriser er rykket helt ind i centrum af den ungarske valgkamp, hvor premierminister Viktor Orbán bruger statslige prisindgreb som et afgørende argument over for vælgerne.

Den Fidesz-ledede regering fremstiller prislofter på blandt andet mælk, kylling og smør som en direkte beskyttelse af husholdningernes økonomi i en tid med stigende leveomkostninger. Samtidig advarer den om, at ordningen kan forsvinde, hvis oppositionen kommer til magten.

Faldende fødevarepriser og økonomisk nedtur

Ifølge det ungarske økonomiministerium har tiltagene haft effekt. I en udmelding denne uge fremhæver ministeriet, at fødevarepriserne er faldet med 3,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og at indgrebene er med til at løfte købekraften. Det sker i en situation, hvor Ungarn har været på en økonomisk nedtur, og i dag er det fattigste land i EU.

Prislofterne indebærer blandt andet, at større detailkæder kun må lægge en avance på 10 procent på udvalgte varer. Ordningen blev indført efter en bølge af boykotter i nabolande og er siden blevet forlænget flere gange.

Men oppositionen i Tisza-partiet er stærkt kritisk over for kursen. Partiet betegner indgrebene som uforenelige med en velfungerende markedsøkonomi og ønsker i stedet at udfase dem gradvist. Partileder Péter Magyar har foreslået lavere moms på fødevarer som alternativ.

Skarpe reaktioner fra regeringen

Det har udløst skarpe reaktioner fra Orbán-lejren. Premierministerens rådgiver, Piroska Szalai, advarer om konsekvenserne ved et politisk skifte:

- De ville flå de ungarske familier for at tilgodese Bruxelles, Ukraine og multinationale selskaber, lyder det ifølge Euractiv.

Samtidig kobler regeringen fødevarepolitikken til bredere geopolitiske spændinger. Orbán har gentagne gange fremhævet Ukraine som en trussel mod europæiske landbrugsmarkeder og brugt det som argument i valgkampen.

Under mistanke fra EU

På EU-niveau møder Ungarns prisindgreb modstand.

Europa-Kommissionen har rejst tvivl om lovligheden og vurderer, at tiltagene kan tvinge især udenlandske detailkæder til at sælge med tab. En talsperson for Kommissionen bekræfter, at sagen fortsat er under behandling, efter at Ungarn har svaret på kritikken.

Konflikten er langt fra ny. Allerede i 2022 underkendte EU-Domstolen en ungarsk lov om regulerede priser på basale fødevarer. Dermed er fødevarepriser ikke kun blevet et centralt tema i den nationale valgkamp – men også endnu et stridspunkt i det langvarige opgør mellem Budapest og Bruxelles.

Med få dage til valget på søndag står spørgsmålet om prislofter og leveomkostninger som et af de mest håndgribelige temaer for vælgerne. Orbán, der har stået i spidsen for Ungarn i to perioder og uafbrudt siden 2010, bliver af visse analyseinstitutter spået til at tabe regeringsmagten til udfordreren, Peter Magyar. Ifølge instituttet Median står Magyars parti, Tisza, til at få absolut flertal i det ungarske parlament.