Krigen rammer russisk landbrug: Går over til ægte hestekræfter
Stigende brændstofpriser får ifølge det russiske medie Mash flere landsbyboere til at vælge heste frem for terrængående biler. For nogle er det blevet billigere at holde en arbejdshest end at tanke en UAZ eller Lada Niva.

Mandag ramte ukrainske droner det store olieraffinaderi i Omsk, der var det sidste olieraffinaderi i Rusland, der ikke var blevet ramt før nu. De mange angreb har haft effekt på den russiske produktion af brændstof, og det har givet heste et comeback, blandt andet i russisk landbrug. Foto: Neftehim via Creative Commons 3.0
Stigende brændstofpriser i Rusland har fået flere borgere i landområder til at vende tilbage til en gammelkendt transportform: hesten.
Ifølge det russiske Telegram-medie Mash er omkring 1.000 heste blevet reddet fra slagtning, fordi efterspørgslen på arbejdsheste er steget markant. Forklaringen er, at flere landsbyboere nu køber heste i stedet for terrængående biler, da hestene i nogle tilfælde er billigere i drift.
Hestene bruges blandt andet til kørsel uden for vejnettet, ture i skoven, arbejde på hømarker og almindeligt landbrugsarbejde. Opdrættere fortæller til Mash, at salget er steget kraftigt. Hvor der tidligere kunne gå to-tre måneder, før en hest fandt en køber, har nogle opdrættere alene den seneste måned solgt eller reserveret syv-otte heste.
Billigere end en bil
Ifølge Mash skyldes udviklingen især, at det i mange landsbyer er blevet dyrt løbende at tanke terrængående biler som UAZ og Lada Niva. En arbejdshest koster nu typisk mellem 100.000 og 200.000 rubler, afhængigt af alder, race og træning. Det svarer med den aktuelle valutakurs til omkring 8.400-16.900 danske kroner.
Der er dog også løbende udgifter ved at holde hest. Hovene skal beskæres cirka hver sjette uge til omkring 3.000 rubler, mens hestesko ifølge Mash skiftes omtrent hver anden måned til cirka 1.000 rubler. Dertil kommer hø til 2.000-3.000 rubler, tilskudsfoder til omkring 5.000 rubler og dyrlægeudgifter på cirka 6.000 rubler om året.
Alligevel vurderer flere russiske landboere ifølge Mash, at en arbejdshest samlet set kan være mere økonomisk end en bil.


































