En ulv skabte mandag aften dramatik midt i Hamborg, da den angreb en kvinde i bydelen Altona og senere blev jagtet gennem flere centrale områder, før politiet til sidst fik den indfanget.

Ifølge politiet blev kvinden overfaldet på indkøbsgaden Große Bergstraße i nærheden af et Ikea-varehus. Hun skulle angiveligt have forsøgt at hjælpe det tilsyneladende forvirrede dyr væk fra området.

Det fik alvorlige konsekvenser.

- Hun blev bidt og alvorligt kvæstet i ansigtet, oplyser politiet til det tyske medie NDR.

Kvinden blev efterfølgende indlagt, men er siden blevet udskrevet.

Efter angrebet bevægede ulven sig videre gennem byen og blev set flere steder, blandt andet på St. Pauli, ved Feldstraße og ved messehallerne.

Gjorde modstand efter indfangning

Dramatikken kulminerede, da dyret blev spottet svømmende rundt i Binnenalster, en sø, der ligger i Hamborgs centrum.

Her lykkedes det politiet at få en løkke om ulven og trække den op af vandet.

Men aktionen var langt fra slut.

Ved en byggeplads gjorde ulven fortsat modstand. Bevæbnede betjente med skjolde måtte holde dyret i skak i over en time, før situationen kom under kontrol.Til sidst blev ulven overdraget til byens jagtmyndigheder og en dyrlæge.

- Dyret har det godt. Det er ophidset og skal først falde til ro, lød det fra den ansvarlige leder på stedet.

Har formentlig strejfet rundt

Ulven blev herefter placeret i en transportkasse og kørt til naturparken Klövensteen, hvor myndighederne nu skal beslutte det videre forløb.

Meget tyder på, at der er tale om den samme ulv, som i weekenden blev observeret flere steder i det vestlige Hamborg – blandt andet i Blankenese og Othmarschen. Her meldte flere borgere om et strejfende rovdyr i parker og nær boligområder.

Ifølge de lokale miljømyndigheder er der siden 2013 registreret 21 bekræftede ulvefund i Hamborg. Senest blev en død ulv fundet midt i marts.