Unikke videooptagelser: Rovdyr springer over ulvesikkert elhegn
En tysk video af en formodet ulv, der springer over et hegn og angriber en flok får, florerer nu i Tyskland.

Foto: Screendump fra bild.de
Formodningen om, at det var en eller flere ulve fra det vestjyske Stråsø-kobbel, der sidste sommer tømte en fårefold i området for lam - trods såkaldt ulvesikkert hegn - bliver nu bestyrket af unikke videooptagelser fra Tyskland.
Her viser natoptagelser fra en ulvesikret fold i Dessau, hvordan en formodet ulv angriber en flok får, æder af ofrene og ikke mindst helt ubesværet hopper over et elektrisk hegn i 90 centimeters højde.
Optagelserne er sket med termisk kamera af en jæger lørdag morgen i et område, hvor der i den seneste tid har været en række ulveangreb på får. Ved lørdagens angreb mistede ni får livet.
Jægeren fulgte angrebet i næsten en hel time.
Erik Poulsen, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre i Midt- og Vestjylland samt redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark" mener, at videoen endegyldigt dokumenterer, at man ikke kan hegne sig ud af konflikterne mellem ulve og husdyr.
- Det her bør få myndigheder og politikere til at forstå, at der også er brug for, at husdyrholdere kan forsvare deres dyr mod de problemulve, der finder ud af at hoppe over elektriske hegn, fortæller Erik Poulsen.