Problemerne stiger i takt med vandet
På den sidste dag i februar er der generalforsamling i Øvre Suså Vandløbslaug, hvor oversvømmelser igen kommer i fokus.

De senere år er oversvømmelser og nedbørsrekorder forekommet hyppigere og hyppigere, og det er således mere normalen end ellers. Foto: Jesper Hallgren
Tirsdag den 28. februar klokken 18.45 holder Øvre Suså Vandløbslaug generalforsamling i Herlufmagle Hallen nord for Næstved, og desværre vil det traditionen tro blandt andet handle om ødelæggende oversvømmelser. Problemerne stiger ganske enkelt i takt med vandet.
Årets første måned bød på endnu en nedbørsrekord, og lodsejere, landmænd og boligejere m.v. langs Susåen må finde sig i oversvømmelser, som giver risiko for ødelæggelser af værdier såsom bygninger, jordarealer og drænledninger.
De senere år er oversvømmelser og nedbørsrekorder forekommet hyppigere og hyppigere, og det er således mere normalen end ellers.
-Når det regner, så regner det altså meget og ofte i længere perioder, og dermed kommer der hurtigt meget vand ned på kortere tid, og derfor mere vand som løber til i Susåen og som forårsager ødelæggende oversvømmelser. Fakta er også, at der kan måles mere vand i Susåen via de målere, der er sat op.
Sluser i Næstved
Meteorologen Jesper Theilgaard har fortalt, at allerede i 1990’erne undrede man sig over, at hollænderne gik i gang med at udbygge diger og dæmninger som et modsvar til at håndtere oversvømmelser og altså dermed at styre vandet væk.
Her mange år senere i Danmark undrer vi os ikke længere, nu hvor mange også her er i gang med at styre/holde vandet væk, og beskytte os selv mod ødelæggende oversvømmelser.
Netop det med at kunne styre vandet væk, som hollænderne gør, og forsøge at undgå i hvert fald længere varende oversvømmelser er et redskab, man netop har mulighed for at bruge i Susåen.
I Næstved er der således sluser, som kan åbnes og lukkes og styre vandmængden, der holdes tilbage op gennem Nedre Suså, Tystrup-Bavelse Sø og Øvre Suså, og dermed regulere vandmængderne og dermed indirekte styre oversvømmelserne langs Susåen.
Manglende oprensning
Øvre Suså Vandløbslaug arbejder for at der at opretholdes en god vandafledning i Susåen, og de vandløb, der løber til. Det kræver blandt andet vedligeholdte åløb, der ikke tilstoppes på grund af manglende oprensning af grødeplanter og sand/bundaflejringer nede i vandet.
- Oprensning skal ske i henhold til de regulativer, som beskriver hvor meget plads, der skal være i åløbet til vandafstrømning. Vandregulativer er en del vores love i Danmark, men som bekendt er det ikke altid, at vores love overholdes både af privatpersoner, men efterhånden også af offentlige myndigheder, påpeges det fra vandløbslauget.
Det er selvfølgelig et problem, når love ikke overholdes – især når det skader andre at man ikke overholder loven. Fakta er, at når et vandløb ikke oprenses i henhold til det, der er foreskrevet i loven, så medfører det oversvømmelser hos andre. Bygninger risikerer vandskader, dræn i marker sander til og markens afgrøder forsumper i vandmættet jord.