Seges-chef: Oplandskonsulenter og landmænd har spildt unødigt tid

Det er dybt kritisabelt, at det først bliver oplyst, at arealet egnet til minivådområder stiger, for så at blive delvist ændret igen få uger inden ansøgningsrunden åbner. Det mener Irene Wiborg, der er projektansvarlig for oplandskonsulenterne.

Irene Wiborg, der er projektansvarlig for oplandskonsulenterne, mener der har været alt for mange benspænd i minivådområdeordningen.

- Det her betyder, at de har spildt en masse tid.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra Irene Wiborg, chef for Miljø & Land på Seges samt projektansvarlig for oplandskonsulenterne.

Kommentaren falder omkring meldingen fra Landbrugsstyrelsen om, at der ligger et ufuldstændigt datagrundlag bag det potentialekort, som blev offentliggjort i oktober.

Hun forklarer, at da det i oktober blev meldt ud, at potentialet for egnede områder blev øget med 500.000 hektar, var det jo lige præcis de her områder  oplandskonsulenterne rettede deres opmærksomhed mod. Nu er det dog langt fra sikkert, at områderne er egnede alligevel.

- I efteråret har oplandskonsulenterne brugt en masse tid på de her arealer. Det var jo nye muligheder, siger hun.

Hun forklarer, at nogle af de her »nye« områder måske fortsat kan være egnede, men det kræver altså nu, at oplandskonsulenterne skal bruge tid på en ekstra proces med at indgå i dialog med de lokale kommuner for at finde ud af, hvorvidt de er egnet.

Frustrerende

Fra miljørådgiver hos Lemvigegnens Landboforening og oplandskonsulent Lene Gadgaard lyder det, at kortet er et vigtigt arbejdsredskab for at finde landmænd, der kan være interesserede i minivådområder.

Meldingen fra Landbrugsstyrelsen om at oplandskonsulenterne nu skal gå sammen med kommunerne for at koordinere minivådområdernes beslutning inden ansøgningsrunden der løber mellem 28. februar og 28. april kommer dog ufatteligt sent, mener hun.

- Kommunerne kan jo heller ikke bare smide alt, hvad de har i hænderne for at samarbejde ekstra med os i de næste to måneder. Arbejdsbetingelserne er bestemt ikke i top, siger Lene Gadgaard.

Stillet Cadillac i udsigt

Fra Irene Wiborg lyder det om de udfordringer som der nu flere gange har ramt minivådområdeordningen:

- Vi blev stillet en Cadillac i udsigt. Vi fik at vide, at hvis vi som oplandskonsulenter kunne bidrage til at få landmænd til at gå ind i de her ordninger, så kunne vi køre derudaf.

- Men nu har vi i stedet fået en Lada, der kører møgdårligt, og som hele tiden bliver udfordret. Den hakker, siger hun og fortæller, at det også påvirker landmændene, som viser interesse for minivådområderne.

- Vi har så mange motiverede landmænd, der gerne vil være med, men når de gang på gang ser, at der er noget, der gør, at den her bil ikke kører ordentligt, så bliver entusiasmen ikke ligefrem større.

Hun forklarer, at det for både landmænd og oplandskonsulenter er ekstra frustrerende, da der med minivådområder og andre kollektive virkemidler er tale om varige tiltag for at reducere kvælstofudledningen.

- Selvfølgelig er vi professionelle folk, og vi kan jo også finde ud af at indgå i den her ekstra dialog med kommunerne, men vi er ikke tilfredse med det.

- Det er meget utilfredsstillende, at vi endnu engang oplever noget, der ikke er i orden. Der er simpelthen for mange benspænd, siger Irene Wiborg.

Hun påpeger, at situationen er ekstra uheldig, da benspændene også kommer oveni i en politisk debat, hvor landbruget som regel får ansvaret for, at det går for langsomt med de kollektive virkemidler.

Skal være på ordentligt grundlag

Fra oplandskonsulent Lene Gadgaard lyder det, at hun er af en klar overbevisning: Skal der gang i den store forøgelse af minivådområder rundt om i landet, som der er lagt op, så er der brug for, at de grundlæggende ting skal være i orden.

- Du kan jo ikke forvente ordentlige, færdige, gennemarbejdede projekter, når de grundlæggende basisting er fejlbehæftede. Du kan jo heller ikke begynde at bygge et hus på et skævt fundament, og så tro at huset bliver lige, siger Lene Gadgaard.

Forlæng ansøgningsrunde

Afdelingsleder på Seges, Irene Wiborg, der er projektansvarlig for oplandskonsulenterne, mener, at minivådområdeordningen i år bør forlænges med omkring to måneder. Både som følge af fejlen i potentialekortet, og den ekstra proces der nu skal iværksættes med kommunerne for at finde ud af, om et areal er egnet til et minivådområde eller ej.

- Ellers kan vi simpelthen ikke nå at få kørt den her proces igennem og fundet nok minivådområder. Vi skal have fire måneder fra nu af, siger hun.

Fra Landbrugsstyrelsen afviser man foreløbigt at imødekomme ønsket fra Seges.

- Indtil videre er runden planlagt til at vare knap to måneder, men vi er opmærksomme på Seges’ ønske, lyder det fra styrelsen til Effektivt Landbrug.

Som det er nu, så åbner ordningen 28. februar og lukker igen 28. april.

Læs også