Agrointelli-stifter går af som direktør

I et opslag på LinkedIn klargør adm. direktør og stifter af robotvirksomheden Agrointelli, Ole Green, at han fratræder sin direktørpost for at fokusere sine kræfter på koncernens overordnede strategiudvikling.

Markrobotten Robotti fra AgoIntelli. Arkivfoto: Daniel Barber Den tidligere direktør i Agrointelli vil fremadrettet arbejde med virksomhedens PR, strategiske partnerskaber og den fortsatte forretningsudvikling. Foto: Agrointelli

Siden sin stiftelse i 2015 har Ole Green stået ved roret af robotvirksomheden Agrointelli, der blandt andet er kendt for sit flagskibsprodukt, markrobotten Robotti.

I et opslag på LinkedIn skriver direktøren imidlertid, at han går af som adm. direktør og i stedet vil fokusere på andre aspekter i virksomheden.

- Jeg er begejstret for at kunne meddele, at jeg i dag vil være i stand til at give min fulde opmærksomhed på vores vigtige PR, vores strategiske partnerskaber og den fortsatte forretningsudvikling af Agrointelli, lyder det i opslaget.

 

Rollen som midlertidig adm. direktør falder på økonomidirektør Lars Torbensen indtil bestyrelsen finder en ny administrerende direktør.

Ifølge opslaget kommer Ole Green fremover til at fokusere på virksomhedens tilstedeværelse udadtil og ikke så meget det interne fokus.

- Jeg ser sammen med vores investorer og bestyrelsen et presserende behov for en mere intensiveret tilstedeværelse i den offentlige dialog for at understøtte en transformation og intensivering af vores fødevareproduktion. Vi mener, at teknologier og nye metoder og systemer er afgørende for at sikre en bæredygtig bedriftsforvaltningspraksis for både landmænd i dag såvel som vores fremtidige generationer.

Agrointelli har i en årrække investeret en del, hvilket har resulteret i en negativ bruttofortjeneste og et årsresultat på minus 17,1 millioner kroner ved seneste årsrapport. Underskuddet lå på 6,9 millioner kroner året forinden.

Læs også