ASF koster danskejet selskab 42 millioner kroner
Flere tilfælde af afrikansk svinepest (ASF) koster nu rigtig hårdt på bundlinjen for danskejet selskab med svinefarme i Rumænien.

I 2021 blev den danske koncern DCH International, der har en lang række svinefarme i Rumænien, ramt af afrikansk svinepest hele fire gange. Foto: DCH International
I 2021 blev den danske koncern DCH International, der har en lang række svinefarme i Rumænien, ramt af afrikansk svinepest hele fire gange.
Alt i alt koster det selskabet cirka 42 millioner kroner på bundlinjen.
Selv hvis ASF ikke havde ramt, så ville der med sandsynlighed stadig ikke have været et overskud i koncernen, da det samlede resultat – der blev godkendt på selskabets generalforsamling 10. maj – blev et underskud på cirka 61 millioner kroner før værdiregulering af besætningen. Omsætningen var på 357 millioner kroner.
Den gennemsnitlige svinepris for 2021 blev 9,80 kr. pr. kg slagtet vægt, hvilket er 13 procent lavere end i 2020.
Selskabet oplyser endvidere, at den samlede produktion i 2021 nåede 397.000 grise på selskabets 10 produktionsenheder i Rumænien.
- De to farme som blev ramt af ASF i starten af 2021 var ude af drift det meste af året. (...) Udfordringerne med, og udbrud af ASF var også medvirkende til, at produktiviteten generelt var udfordret, skriver DCH International i en pressemeddelelse.
Højere forventning til 2022
Bestyrelsen og ledelsen i DCH International betegner årets resultat som utilfredsstillende fra et økonomisk perspektiv, og forventningen er, at resultatet for 2022 ligeledes vil blive markant negativt påvirket af ASF samt et generelt stigende omkostningsniveau, herunder de stigende kornpriser.
Dog har selskabet en forventning om, at svinepriserne vil stige i 2022, hvilket, sammen med en stærkt faldende kommerciel produktion af grise i Rumænien, generelt gør, at selskabet forventer et bedre resultat end i 2021.
På generalforsamlingen blev den siddende bestyrelse genvalgt, og bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Torben Svejgaard som genvalgt formand.