Den tidligere direktør i DLF, Truels Damsgaard, bliver ny bestyrelsesformand i omdiskuterede DanBred, hvor han afløser Andreas Lundby, der tog over efter sagen om sexchikane.
I august måned stoppede Truels Damsgaard som direktør i frøgiganten DLF. Men nu har han fået en ny titel på sit CV. Således meddeler DanBred, at Damsgaard er blevet udpeget som ny bestyrelsesformand i avls- og genetikselskabet, hvor han afløser Andreas Lundby, der dog fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem.
Og det har været noget af en turnaround, som selskabet har gennemgået, siden hele bestyrelsen blev skiftet ud som en udløber af sagen om seksuelle krænkelser fra daværende direktør Thomas Muurmann Henriksen.
Fokus på tryghed
- Jeg overtog formandsposten i DanBred på et særdeles vanskeligt tidspunkt for virksomheden. Derfor har mit fokus været skarpt på det interne og skabe tryghed blandt medarbejderne og tillid til vores samarbejdspartnere. Det tager lang tid at genopbygge, siger Andreas Lundby og fortsætter:
- Arbejdet er begyndt under min ledelse, og jeg er glad for, at jeg nu kan give stafetten videre til Truels Damsgaard, som kan fortsætte arbejdet kombineret med et ambitiøst syn på fremtiden, som skal bygge videre på selskabets allerede stærke position inden for avl og genetik.
Truels Damsgaard ser frem til at få sat mere fokus på virksomhedens kerneområder.
- DanBred har været gennem en vanskelig tid, og der pågår fortsat et stort genopbygningsarbejde i selskabet. Jeg ser frem til at overtage lederskabet i bestyrelsen og bidrage til, at genopbygningen fortsætter, og at vi samtidig kan fokusere på det, DanBred gør bedst; avl og genetik, der skaber en bedre og mere bæredygtig produktion af grise og grisekød i Danmark såvel som globalt, siger den nye bestyrelsesformand.
Stiller spørgsmål ved kompensation
Udskiftningen i den nye bestyrelse kommer kort efter, at mediet Finans kunne afsløre, at Thomas Muurmann Henriksen modtog en aftrædelsesgodtgørelse på 6,8 millioner, efter at den daværende bestyrelse havde valgt ikke at bortvise direktøren på trods af sagerne om seksuel chikane.
Millioner til Muurmann efter fratrædelse
Men det burde bestyrelsen have gjort, mener tre juraprofessorer i dag. Således kalder Bjarke Oxlund, professor ved Københavns Universitet, godtgørelsen for lidt af en falliterklæring.
- Hvis jeg var én af kvinderne, ville jeg føle mig meget forurettet. Det gyldne håndtryk, direktøren har fået, står i skærende kontrast til den godtgørelse, som er standardiseret, når man har været udsat for sexchikane, siger Bjarke Oxlund til Finans.dk.
Formand i den daværende bestyrelse, Christian Junker, vil fortsat ikke kommentere sagen. En af de to daværende næstformænd, Ole Thejls, siger til mediet, at han ikke havde alle de fornødne oplysninger om sagen, da man valgte at indgå fratrædelsesaftalen.
- Hvis forholdene var så alvorlige, at der har været tale om bortvisningsgrund, så skulle man have gjort det. Men det har været vurderingen på daværende tidspunkt, at det var der ikke, siger Ole Thejls.