Plade-butik

NP Motor er både nummerpladeoperatør, motorkontor og klarer toldplader.

Alt efter, om ATV’eren skal bruges på landevejen, i virksomheden eller i landbruget eller i skoven, kan den tages under armen med nummerplade på, når man går ud ad butiksdøren hos NP Motor i Tappernøje.

NP Motor er nummerpladeoperatør, hvilket vil sige, at butikken er motorkontor og har eget lager af nummerplader. Endvidere har NP Motor det, der kaldes en toldplade, og har mulighed for at beregne og svare registreringsafgifter on-line.

Der er tre muligheder for indregistrering af en ATV’er, som chefen Niels Peter Bjerring forklarer det.

En ATV’er kan til landbrug, gartnerier og skovbrug være erhvervsmæssigt typegodkendt som en traktor. Det vil sige, at den er begrænset til at kunne køre 40 km/t og være forsynet med blinklys og nummerpladelys. Der betales ikke vægtafgift eller registreringsafgift. Og der monteres blot en enkelt nr. plade.

Er den til andre erhverv gælder samme regler, dog skal der være nummerplade både foran og bagud. Her er ATV’eren godkendt til godstransport og kan benyttes af alle typer erhverv samt af private. Der er hverken vægtafgift eller registreringsafgift på en ATV-traktor til godstransport.

Endelig er der mulighed for indregistrering som personbil, med henblik på kørsel på offentlige veje uden begrænsningen på 40 km/t. For »ATV-personbiler« gælder de samme regler som for almindelige personbiler, og registreringsafgift skal betales efter samme beregninger som personbiler.

Desuden skal man sørge for forsikring, uagtet registreringsform. Som minimum en lovpligtig ansvarsforsikring og kasko kan fås fra cirka 2.500 kroner helårligt.

Læs også