Tulip har derfor valgt at tage udfordringen op, for at genvinde den næste generation af forbrugere og madentusiaster. Våbnet er åben innovation og en alliance med de unge selv og de bedste eksperter. 

Når de unge køber ind, er det sjældent svinekoteletterne eller medisterpølsen, som du finder i deres indkøbskurv. 23 procent af de unges kødindkøb er svinekød, hvilket er særligt lavt sammenlignet med aldersgrupperne over dem, hvor svinekød i gennemsnit fylder 32 procent af kødindkøbet, viser en undersøgelse fra GfK ConsumerTracking.
 
Nu skal grisen være ”in” blandt de unge, som lever i landet med flest grise per indbygger. Det har en af Danmarks førende kødproducenter Tulip, et datterselskab under Danish Crown, nu sat sig for:
 
- Unge forbrugere har helt nye krav og forventninger til deres valg af fødevarer, og deres madvaner er væsentlig anderledes end tidligere generationer. Vi er naturligvis interesserede i at udvikle og forny os sammen denne forbrugergruppe, så de ser vores udbud af produkter og brands indenfor grisekød som attraktive, fortæller Andreas Kjær Thomsen, der er Head of Strategic Innovation hos Tulip. 
 
I Tulips kamp om de unges hjerter er våbnet case konkurrencen FoodTech Challenge og InnovateFood.dk, hvor et håndplukket ekspertpanel og en gruppe udvalgte studerende fra hele verden skal se på Tulips udfordring. 

Uvidenhed om svinekød
Et bud på hvorfor de unge spiser mindre grisekød er dårligt kendskab og at grisekød forbindes med sovs og kartofler i bedste mormorstil, ifølge en undersøgelse af TNS Gallup. 62 procent af de 18-29-årige forbinder grisekød med klassiske retter og kun 22 procent forbinder det med hurtig hverdagsmad.
 
Men hvis man skal nå ind til de unge forbrugere – de såkaldte Millennials, 1/5 af Danmarks befolkning, er det gennem ’value for money’ og teknologi. Det er svaret ifølge tal fra analysebureauerne Kantar Gallup og Norstat. 66 procent af Millennials anvender nemlig mobilen, når de står i butikken for at undersøge noget om en eller flere varer. Derudover er pris, bæredygtighed og kvalitet vigtigt for Millennials. 
 
For Tulip er FoodTech Challenge og InnovateFood.dk det helt rette setup til at bearbejde deres udfordring:
 
- FoodTech Challenge og InnovateFood.dk giver os en spændende mulighed for, at få repræsentanter fra målgruppen selv, i form af udvalgte studerende, til at komme med nytænkende løsninger på problemet. Samt modtage spændende indspark fra et ekspertpanel, fortæller Andreas Kjær Thomsen.
 
FoodTech Challenge & InnovateFood.dk er en viderebygning af InnovateFood.dk, et event og et koncept som Danish Food Cluster udviklede i 2017, og som i år kommer til at foregå på FoodTech messen fra 13. til 15. november. Her vil syv virksomhedsudfordringerne blive udsat for en 360 graders innovations-makeover, hvor hver case bearbejdes af et håndplukket ekspertpanel og en gruppe udvalgte studerende fra hele verden. 

Business