Der kommer til at gå lang tid, inden der igen kan søges om at etablere VE-projekter i Thisted Kommune. Kommunen har nemlig valgt at udskyde næste ansøgningsrunde fra 1. kvartal i 2027 helt hen til slutningen af 2030. Det skriver DR Nyheder.

Beslutningen kommer i halen på lokale protester, efter at byrødderne tidligere i år besluttede at arbejde videre med to VE-projekter, selv om der var betydelig modstand mod det i den folkeafstemning, der blev holdt under den såkaldte Thy-model, som projekterne var sat op som en del af.

Nu skal Thy-modellen samtidig evalueres. Ifølge Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) vil kommunen bruge den lange pause til at give Thymodellen et servicecheck, men omvendt betyder beslutningen ikke, at man helt stopper med at udbygge vedværende energi i kommunen, der er en af de største i Danmark rent geografisk.

- Vi har rigeligt at se til med de seks projekter, vi allerede har vedtaget at arbejde videre med i tidligere ansøgningsrunder, siger Niels Jørgen Pedersen til DR.

Først nye projekter i 2035

Han tilføjer, at Energinets store kapacitetsproblemer samtidig betyder, at udskydelsen af nye VE-projekter næppe får betydning for den grønne omstilling i Thisted Kommune.

- Så kan vi håbe, at Energinet til den tid er klar til at tilslutte vores nye møller og solceller til elnettet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Kalenderen vil formentlig sige 2035, inden der vil komme nye projekter i kommunen.