Økologi og konventionelt landbrug var til debat, da Region Vejle LandboUngdom og Landbrugsrådgivning Syd satte fokus på forbrugernes syn på økologi versus konventionelt landbrug.
Hvad er det for tendenser, der styrer forbrugernes valg i detailhandlen? Det er unge landmænd optaget af, og det var i spotlyset på Bygholm Landbrugsskole tirsdag aften, hvor kantinen var omdannet til scene for debat. Omkring 50 var mødt op, og Region Vejle LandboUngdom var arrangør.
- Økologi bliver ofte sidestillet med bæredygtighed, klima og dyrevelfærd, og det konventionelle det modsatte. Men er det altid sådan, det forholder sig, spurgte Vibeke Jørgensen, formand for Region Vejle LandboUngdom, og fortsatte:
- Både de konventionelle og økologiske producenter er i de fleste tilfælde optaget af at optimere og udvikle deres produktioner, så de er i trit med samfundsudviklingen og lever op til den grønne dagsorden – men det er ikke så sort og hvidt, som det bliver gjort til. Vi vil gerne, at vi selv som producenter og forbrugerne bliver så godt oplyst som muligt.
Sætte viden i spil
- Økologi er ikke helt så frelst, og konventionelt er ikke helst så forfærdeligt. Der er fordele og ulemper ved begge. Og de fleste landmænd vælger den produktionsform, der passer til dem og gør deres bedste ud fra det udgangspunkt, lød det fra formanden.
Oplægsholdere og deltagere i debatten var Jens Peter Hermansen, økologikonsulent fra Økologiske Landsforening, Børge Sørensen, direktør for Landbrugsrådgivning Syd og Nis Hjort, konventionel mælkeproducent og formand for Vejle-Fredericia Landboforening og Bygholm Landbrugsskole. Debatten blev styret af Keld Kallestrup.
Én af pointerne i debatten var, at økologi ikke nødvendigvis er kvalitet eller bæredygtigt. Det er et værdisæt, som skal tænkes ind i produktionen. En anden pointe var, at økologi er en stærk forbrugertendens, som hjælpes på vej af en politisk tendens og dagsorden og af detailhandlen.
Debatten kortlagde en masse relevante synspunkter, og alle var enige om, at landbruget skal blive ved med at stræbe efter, at gøre sit bedste og at udvikle sig – og sige det højt. Landbruget skal oplyse og fortælle de gode historier og hele tiden have fokus på klima, madspild og dyrevelfærd.
- Nu er det næste skridt, hvordan vi som unge producenter sætter vores viden i spil, så den kommer forbrugerne til gode. Det kunne blive næste debataftens tema, siger Vibeke Jørgensen.