Velkommen til ny daglig leder
Forleden blev det markeret i Ølgod, at Steen Olesen er ny daglig leder og medejer af Ølgod Maskinforretning.

Steen Olesen, (tv), fik sig en snak med et par af de fremmødte gæster i forbindelse med receptionen hos Ølgod Maskinforretning.
RECEPTION Mange lagde vejen forbi og fik hilst på, da der blev holdt ”velkommen-til-reception” for Steen Olesen i Ølgod.
En regnfuld december-fredag blev der budt på hygge og varme i værkstedet hos Ølgod Maskinforretning, hvor der blev budt på lidt godt til ganen.
Steen Olesen er nemlig den nye daglige leder og medejer af Ølgod Maskinforretning, der er forhandler af en række kendte mærker inden for traktorer og landbrugsmaskiner og udstyr.
Hos Ølgod Maskinforretning er man foruden Deutz-Fahr Specialist også forhandler af blandt andet Kverneland, Schuitemaker, Twinca, Claydon og en række andre mærker.
Ølgod Maskinforretning blev købt og overtaget af Brørup Traktor- & Maskincenter ApS v/Svend Aage Jensen og Kurt Eg - tilbage i 2016, og de vurderede at der var basis for at ansætte en sælger og daglig leder af maskinforretningen. Derfor blev Steen Olesen ansat, der samtidig købte en tredjedel af Ølgod Maskinforretning, som han derved blev medejer af.