Faldende traktorsalg

Der er kamp om at være Danmarks mest solgte traktor. Case IH fører traktorstatistikken på flest solgte traktorer over 40 hk, men det er John Deere, som sælger flest traktorer over 200 hk i Danmark.

Traktormarkedet står ikke stille og markedet boomer af nyheder, og der bliver lanceret nye traktorer som aldrig før. Case IH demonstrerer i øjeblikket deres nye Magnum AFS-traktorer på de danske marker, John Deere kører demonstration med deres nye 6-, 7- og 8-serietraktorer, hvor blandt andet den nye John Deere firebæltetraktor 8RX vises frem.

New Hollands nye T8 Genesis traktorserie er i skrivende stund netop ankommet Danmark og der planlægges en række markdemonstrationer hen over efteråret. Valtra har også lanceret fire nye mindre femtegenerationstraktorer i en ny G-serie, der spænder i hk-segmentet fra 110 til 130 hk. Også Fendt og Deutz-Fahr barsler med nye traktorserier i den kommende tid.

Men, de mange traktorlanceringer påvirker dog ikke traktorsalget generelt. Salget af traktorer i Danmark over 40 hk er faldet, modsat er traktorsalget over 200 hk steget.

200 hk-segmentet

Traktorsalget for traktorer over 40 hk er faldet med næsten syv procent i de første otte måneder af 2020, mens traktorsalget i over 200 hk-segmentet tilsvarende er steget med knap seks procent.

John Deere fører traktorsalget i dette hk-segment med 130 solgte pr. 31. august, Case IH har solgt 118, Fendt 113, New Holland 66, Claas og Massey Ferguson med hver 63, Valtra 40, Deutz-Fahr 14 og McCormick med 2.

609 traktorer over 200 hk er der solgt de første otte måneder i år mod 577 sidste år. En stigning på godt fem procent.

Case IH nummer et

Der blev solgt 136 traktorer i august måned over 40 hk og Case IH solgte de 36 af dem, John Deere har på andenpladsen registreret 24 traktorenheder og på tredjepladsen kommer New Holland med 21. Herefter kommer Claas med 14, Fendt 12, Valtra 10, Massey

Ferguson 9, Deutz-Fahr 6 og Kubota, Landini og McCormick med hver én.

I august sidste år blev der også solgt 136 traktor, men da var det New Holland, som indtog førstepladsen.

Case IH er Danmarks mest solgte traktor pr. 31. august. 194 traktorenheder har Case IH solgt i år mod 214 sidste år. John Deere er nummer to med 193, New Holland med 142, Fendt med 137, Massey-Ferguson med 93, Claas med 80, Valtra med 78, Deutz-Fahr med 28, Kubota med 9, McCormick med 6, Landini med 2 og Same med én.

Det er i alt 969 solgte traktorer i år mod 1.039 for samme periode sidste år. En tilbagegang på 6,75 procent.
Koncerntallene viser, at CNH sælger flest traktorer i Danmark. Samles tallene for CNH-koncernen for de første otte måneder, (Case IH og New Holland) er salget på 336, Agco-koncernen (Fendt, Massey Ferguson og Valtra) har solgt 308. John Deere har solgt 193 traktorer.

Læs alt om traktorsalget og se de uddybende tabeller for traktorsalget i morgen i Effektivt Landbrug eller på vores app »LandKiosken« i aften kl. 21.10.

per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37

Læs også