Kødproducenten Friland søger værter til åbent hus-arrangementet Sofari, som i 2020 har 10- års jubilæum.
Er du økologisk griseproducent? Og vil du være med til at give danskerne et indblik i, hvad de får for pengene, hvis de køber økologisk gris?
Så er det måske en idé at blive Sofari-vært.
Sofari er et åbent hus-arrangement, hvor forbrugerne kan opleve de kvaliteter, som den økologiske griseproduktion rummer.
Kødproducenten Friland søger i øjeblikket værter til arrangementet, der finder sted landet over søndag den 24. maj. Her inviterer foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød) for 10. år i træk danskerne inden for på gården, og traditionen tro ønsker Friland at være repræsenteret med så mange værter som muligt.
- Friland håber, at rigtig mange økologiske griseproducenter over hele landet vil melde sig under Sofari-fanerne, lyder det fra Friland.
God oplevelse
Flemming Jørgensen fra Kjeldbjerg Økogris ved Skive havde ifølge Frilands hjemmeside en god oplevelse, da han sidste år engagerede sig som Sofari-vært for første gang.
- Jeg synes, det var en rigtig god oplevelse. Jeg fik snakket med rigtig mange mennesker, og det kom bag på mig, hvor lidt forbrugerne egentlig ved om den økologiske griseproduktion. Det vil jeg gerne være med til at rette op på, sådan at flere forbrugere fremadrettet vælger vores produkt, siger Flemming Jørgensen ifølge Friland.dk.
Markedsandelen for økologisk svinekød er kun 3,2 procent, mens salget af økologiske fødevarer i detailhandlen og onlinesalg udgør godt 13 procent.
Cirka 40 procent af den økologiske griseproduktion går til hjemmemarkedet, oplyser Friland.
- Det er så vigtigt, at vi får danskerne ud at opleve den økologiske griseproduktion. For det er ude på gårdene, man for alvor kan se, hvad man får for pengene af blandt andet dyrevelfærd, når man køber økologisk gris, lyder det ifølge Friland.dk fra Tschentscher Espersen, der er Senior Brand Manager hos Friland.
Sofari har sin egen hjemmeside, www.sofari.dk.
mip