Temaet til det 33. Kongensbro-træf, som det netop er fastlagt skal afholdes i år, er svenske traktorer og motorer, samt danske gødningsmaskiner, og iveren efter at udstille har aldrig været større, siger klubbens formand Hans Larsen.

Til træffet vil man kunne opleve mærker som Munktells, Avance, Swed-Track, GMW, Rola, Allis-Chalmers, m.fl, hvortil kommer Munktelle BM 25 på larvefødder og Volvo T41 med fabrikspåbygget gasgeneratoranlæg fra krigens tid.

Danske gødningsmaskiner er ligeledes et tema i år. En gruppe medarbejdere på Samson har restaureret en af de første staldgødningspredere, som de udstiller. Desuden vises Gyro-tallerkenspreder samt maskiner fra blandt andet Bøgballe og Nordsten.

Barndomsminder

Udover temaudstillingen bliver der rig lejlighed til at se eller gense netop den traktor eller maskine, som man selv kørte på og med som barn. Til børnene er der naturligvis en hoppeborg formet som en traktor.

Der er i øvrigt blevet foretaget en del ændringer på pladsen. For eksempel er ringen sløjfet, og i stedet bliver der opstillet en tribune med plads til 250 gæster, hvor disse kan sidde behageligt og lytte til den inspirerende speaker, når maskinerne kommenteres under forbidefileringen.