44.000 besøgte dyrskuet i Odense

Regnbyger både lørdag og søndag sendte besøgstallet ved Det Fynske Dyrskue et stykke under 50.000. Sidste år var der 57.350 besøgende.

Efter flere år med besøgstal over 50.000 ved Det Fynske Dyrskue i Odense, måtte arrangørerne, Fynsk Landbrugs Eventforening, her i weekenden konstatere en nedgang til 44.000 gæster.

Både lørdag og i dag søndag drev for landbruget længe ventede regnbyger hen over Fyn, hvilket måske har medvirket til, at mange dyrskuegæster valgte at blive hjemme fra skuet i år. Men også øvrige arrangementer i Odense og rundt om på Fyn har måske logget mere end Dyrskuepladsen midt i Odense by.

Efter en førstedag i fredags med 18.000 besøgende, heraf omkring 10.000 børn fra fynske skole og børnehave, mod 17.400 sidste år, faldt besøgstallet både lørdag og søndag. Lørdag var der 15.000 gæster på pladsen mod godt 21.000 sidste år. Søndagens besøgstal var henholdsvis 12.000 mod 19.000 mod sidste år.

Dyrskueformand Torben L. Povlsen er alligevel tilfreds med forløbet af de mange aktiviteter på pladsen.

- Det Fynske Dyrskue er en event, som byen kan være stolt af, og med 44.000 gæster oplever vi, at dyrskuet igen står sin prøve. Sammenhold, engagement og begejstring er nogle af de faktorer, som gør dyrskuet til en unik familiebegivenhed, og tilbagemeldingerne fra skuets gæster har været positive, siger Torben Povlsen, der dog beklager en unødig shitstorm på facebook og en demonstration udenfor pladsen mod, at kælegrisene bliver aflivet efter skuet.

- Det fortæller os kun, at dyrskuet har en meget vigtig informationsplatform om landbrugets produktion og produkter. Derfor er det meget afgørende, at landmændene i endnu højere grad deltager på dyrskuet og i formidlingen i forhold til forbrugerne, som gæster skuet. 

 

Læs også