Stort fødevaretelt og mere kvæg

På en række felter, blandt andet på fødevareområdet, har Det Fynske Dyrskue fået et løft. Den nye dyrskueledelse glæder sig over fin opbakning fra udstillerne.

Efter flere år med over 50.000 gæster styrtdykkede besøgstallet ved Det Fynske Dyrskue sidste år til 44.000.

Den kedelige udvikling håber arrangørerne, Fynsk Landbrugs Eventforening, der er et samarbejde mellem Centrovice og Patriotisk Selskab, bliver vendt her i weekenden, hvor årets udgave finder sted på Dyrskuepladsen midt i Odense.

- Konceptet er fortsat et traditionelt dyrskue, slår den nye dyrskuechef Alex Nielsen fast. Men vi prøver at tilpasse det til både udstillerne og den moderne forbruger. Derfor har vi her i år 1 ikke mindst opgraderet på fødevareområdet.

Således vil en såkaldt skyliner på 350 kvadratmeter midt på pladsen med 17 udsolgte stande blive et nyt vartegn. Her vil der kunne opleves et væld af aktiviteter, ligesom fødevarer både vil kunne smages og købes.

Smallere gangarealer

Selve pladsen kommer også til at fremstå ændret for de garvede dyrskuegæster. Der er sket en mere synlig gruppering af udstillerne, og gangene er gjort smallere, så dyrskuet bliver mere intenst og overskueligt.

I forhold til sidste år bliver kvægudstillingen lidt større, mens der er blevet mindre plads til hestene. Alligevel er næsten 300 heste tilmeldt.

- Vi er rigtig godt tilfreds med opbakningen fra dyreudstillerne. Og selv om ikke alle maskinstandene er nået at blive fyldt, så bliver det et spændende erhvervsområde, fastslår dyrskuechef Alex Nielsen, der samtidig håber, at landmændene selv vil være synlige på pladsen og medvirke til den vigtige kontakt med de besøgende fra Odense og det øvrige fynske område.

Dyr i Odense

Antal udstillede dyr på Det Fynske Dyrskue den 14.-16. juni:

Malkekvæg: Antal:
Rød Dansk Malkerace 20
Dansk Holstein 40
Jersey 45
Kødkvæg: Antal:
Blonde d’Aquitaine 2
Dexter 6
Galloway 3
Hereford 23
Limousine 19
Murray Gray 8
Simmental 10
Highland Cattle 17
Dansk Korthorn 1
Heste 290
Får 19

Læs også