Den første måling i Yaras kvælstofbarometer for 2026 viser, at vinterhveden går ind i vækstsæsonen med et lavere kvælstofoptag end normalt. Ifølge målingerne ligger optaget medio marts på 15 kg N pr. hektar – mod et gennemsnit på 18 kg N pr. hektar over årene.

Det oplyser Yara i en meddelelse.

Kvælstofbarometeret bygger på forsøg, som Yara har gennemført siden 2014, hvor kvælstofoptaget følges i vinterhvede med stigende kvælstoftildeling gennem vækstsæsonen. De ugentlige målinger bruges til at vurdere afgrødens aktuelle behov og danne grundlag for gødningsstrategier.

Øjebliksbillede

Årets barometer omfatter fem lokaliteter med vinterhvede. Den første måling er gennemført samtidig med første gødskning og afspejler derfor alene planternes status ved vækststart – uden påvirkning fra årets kvælstoftilførsel.

De første målinger viser et spænd i kvælstofoptag fra 10,5 kg N pr. hektar ved Rødby til 21,8 kg N pr. hektar ved Sønderborg. Forskellene skal dog tolkes med forsigtighed.

»Første måling er i høj grad et udtryk for biomassen i marken. Derfor spiller sort, såtidspunkt og vinterfasthed en stor rolle«, skriver Yara i gennemgangen.

Vinterens betydning slår igennem

Den relativt kolde vinter vurderes at være hovedforklaringen på det lavere kvælstofoptag i år. I modsætning til flere af de foregående år har væksten i vinterhveden i højere grad været sat i stå, og mineraliseringen af kvælstof har været begrænset.

Det betyder, at der ved vækststart er opbygget mindre biomasse – og dermed også et lavere kvælstofoptag.

Til sammenligning var flere tidligere vintre så milde, at både plantevækst og frigivelse af kvælstof fortsatte gennem vinteren.

Store forskelle mellem år

Historiske data fra kvælstofbarometeret viser, at variationerne mellem år kan være betydelige. 2019 skiller sig ud med et højt kvælstofoptag ved vækststart. Det skyldtes en kombination af høj kvælstofpulje i jorden efter tørken i 2018 og en efterfølgende mild vinter, som gav kraftig biomasseopbygning.

Omvendt var 2018 præget af en kold marts og sen vækststart, hvilket resulterede i et lavt kvælstofoptag. Også i 2024 blev der målt lave værdier – her som følge af et meget vådt efterår og vinter, der øgede udvaskningen af kvælstof.

De kommende målinger i 2026 vil give et bedre billede af effekten af kvælstoftildeling, herunder timing og mængder. Det er disse data, der senere på sæsonen danner grundlag for konkrete anbefalinger til gødskning i vinterhvede.

Indtil videre peger årets første måling dog på, at afgrøderne starter sæsonen en smule bagud på kvælstofkontoen.

Planter