bannerPos
Sidste års dyrskue i Aabenraa bød på både godt sommervejr og mange besøgende. Den 24. og 25. maj går det løs igen med 2019-udgaven af Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Klar til dyrskue nummer 60 i Aabenraa

23-05-2019 07:00:33
Masser af spændende oplevelser i vente, når den 60. udgave af Det Sønderjyske Fællesdyrskue finder sted den 24. og 25. maj på dyrskuepladsen i Aabenraa

Nedtællingen er i fuld gang til dette års dyrskue i Aabenraa, der finder sted fredag den 24. maj og lørdag den 25. maj på dyrskuepladsen i Aabenraa.
I år er det 60. gang, at Det Sønderjyske Fællesdyrskue kan opleves – et skue, der for første gang kunne opleves helt tilbage i 1937. Dengang som nu vil topdyr inden for malkekvæg, kødkvæg, heste, får og geder kunne ses og opleves ved præsentation og bedømmelse i dyrskueringen.
På dyrskuepladsen vil man kunne opleve godt 170 udstiller inden for både landbrug og andre erhverv og interesser – og der vil være noget for enhver smag.
-  Igen i år er det også lykkedes os at få nye udstillere med på skuet, oplyser tovholder for Det Sønderjyske Fællesdyrskue, Erik Nissen.

Masser af oplevelser
Og der vil være masser af spændende oplevelser for både børn og voksne fra såvel by som land. Børnene kan opleve ”børnehjørnet”, hvor der blandt meget andet vil være mulighed for at klappe en gris og et får, malke en ko og smede med jern.
Herud over bydes der i løbet af skuet også på både trylleri og hesteshow.
For de voksne vil der foruden de mange stande, være mulighed for ny inspiration i det store fødevaretelt, hvor der bydes på smagsprøver af lækre lokale fødevarer.

Styr på logistikken
Det kræver planlægning og styr på logistikken, når et dyrskue som det sønderjyske skal foregå. Omkring 20.000 gæster ventes at besøge skuet over de to dage.
I år vil der være parkering for publikum på Aabenraa Havn med gratis shuttlebus til dyrskuepladsen.
Også de udstillerne af dyr vil opleve nye forhold i år. Alle de 14 tidligere gamle staldbygninger på dyrskuepladsen er blevet revet ned og fjernet, da de var i en meget dårlig stand efter mange års brug samt slid af vind og vejr.
I stedet for staldbygninger opstilles der i forbindelse med dyrskuet teltstalde op til malkekøerne og hestene. Får og geder flyttes ligeledes i telt, mens kødkvæget som normalt, får plads under åben himmel på de åbne staldgange på dyrskuepladsen.
Formand for Det Sønderjyske Fællesdyrskue, Jørgen Popp Petersen oplyser, at man ser frem til at afprøve teltstaldene ved dette års dyrskue. Hvis løsningen fungerer godt, vil man overveje at fortsætte med den løsning fremover til fremtidige skuer.
Det Sønderjyske Fællesdyrskue finder sted fredag den 24. maj og lørdag den 25. maj – begge dage fra kl. 9.00 – 17.00. Se mere på www.dyrskuet.dk.

Billeder fra Det Sønderjyske Fællesdyrskue 2019