Ordet fanger
Den tillid, der efter denne brutale landbrugsvalgkamp skal genopbygges, opstår ikke alene gennem forbedringer i praksis. Den kan til dels også blive genopbygget gennem sproget. Og det gælder på begge sider.
DET ER EN gammel sandhed, at ordene former virkeligheden. I disse valgkampsdage synes det endda som om, at kampen om ordene er blevet lige så afgørende som kampen om fakta. Spørgsmålet er ikke længere, hvad vi gør, men hvad vi kalder det, vi gør. Med sit ordvalg kan man simpelthen vinde eller tabe den offentlige tillid, vælgerne og et valg. Tænk blot på det aktuelle, værdiladede »svinevalg«.
EKSEMPLERNE PÅ, HVORDAN ordene former vores opfattelse, er så mange, at de næsten er blevet usynlige. Skraldemanden er blevet til renovationsmedarbejder. Kassedamen til salgsassistent. Rengøring til facility service. Og i politik er sproget blevet et strategisk værktøj, hvor nedskæringer kaldes prioriteringer. Masseovervågning sælges som tryghedsskabende. Skattestigninger er justeringer.
SER MAN PÅ nutidens lovforslag, er de ofte rene lærestykker i sproglige krumspring – også kaldet framing. Et indgreb mod bestemte befolkningsgrupper bliver til en aftale om balance, mens økonomiske stramninger kaldes modernisering. På samme måde kan begrænsninger af rettigheder for grupper af danskere blive præsenteret som harmonisering. Ingen politiker eller embedsmand skriver et lovforslag med overskriften: Forslag om forringelser. Ordene vælges, fordi de virker.
LANDBRUGET ER INGEN undtagelse. Vi bruger for eksempel fagudtrykket planteværn om landbrugskemi. Landbrugets kritikere bruger ordet sprøjtegift. Der er også forskel på organisk gødning og gylle, eller på svineindustri og griseavl. Hver for sig er ordene ikke nødvendigvis forkerte. Tværtimod kan de være fagligt mere præcise og mindre følelsesladede. Det er netop argumentet fra mange i erhvervet: At vi bruger vores faglige sprog – også i offentligheden.
DET ARGUMENT ER vigtigt at holde fast i. For hvis landbruget, herunder fagmedier som Effektivt Landbrug, overlader sproget til landbrugets kritikere, overlader vi også forståelsen af erhvervet til kritikerne. Vi skal holde fast i, at fagudtryk kan nuancere og forklare. De kan løfte debatten væk fra mavefornemmelser og ind i fakta. Det er ikke uvæsentligt i en tid, hvor følelser ofte trumfer viden.
MEN VI SKAL forstå at finde balancen. Sproget mister nemlig sin styrke, hvis det uden for landbruget opleves som en forskønnelse frem for en forklaring. Den sproglige forskydning fra svin til grise er ikke tilfældig. Den kalder på billeder af idyl og landlighed. Men når offentligheden samtidig bliver præsenteret for billeder og beskrivelser, folk oplever peger i en anden retning, kan der opstå et misforhold, der svækker tilliden. Det er ikke uden grund, landbrugets største kritikere kalder det svinevalget og ikke grisevalget. Det er heller ikke uden grund, erhvervet for nogle år siden internt begyndte at insistere på at skifte fra svin til gris i sin kommunikation.
HISTORIEN VISER, AT det ofte er i forsøget på at pakke virkeligheden en smule ind, at læsset kan vælte. Det betyder ikke, at landbruget skal opgive sine fagudtryk eller acceptere kritikernes ordvalg. Men det betyder, at vi skal bruge sproget med omtanke. Faglighed må ikke glide over i forskønnelse. Der er forskel på at forklare og på at forfine.
DEN TILLID, DER efter denne brutale landbrugsvalgkamp skal genopbygges, opstår ikke alene gennem forbedringer i praksis. Den kan til dels også blive genopbygget gennem sproget. Og det gælder på begge sider af debatten. Et klart og ærligt sprog styrker troværdigheden. Et sprog, der ikke matcher virkeligheden, svækker den. Hverken forskønnelse eller skræmmekampagner hører hjemme i en seriøs dialog om noget så vigtigt som vores lands fødevarer.
