Ekstra hestekræfter fra Brønderslev til Hjørring

Semler Agro i Brønderslev tilføjer 750 hestekræfter til koncernens standard dyrskue-setup, når maskinerne rammer Hjørring.

Semler Agro lufter sit nye sortiment i Kramer-læssere på landets dyrskuer.

Semler Agro har et fast dyrskue-koncept, når de i denne tid turnerer landet tyndt. I Hjørring bliver trækkraften dog en sjat større, når den lokale afdeling i Brønderslev spæder op med en John Deere 8400 og 6250r. Rundt regnet 750 ekstra hestekræfter.
- Når nu vi har en 6250’er stående også får en 8400’er hjem inden dyrskuet, så skal vi da have lidt ekstra fyld med til vores stand, siger salgskonsulent Jesper Dyhr.
- Det er to maskiner, som vi er stolte over at kunne vise frem. Det er de største traktorer i hver sin serie, og 8400’eren har en max-effekt på 450 hestekræfter, så det er en af de store drenge, forklarer Jesper Dyhr, der ikke kan lade være med at skæve til konkurrenternes stande, når Semler tropper op på dyrskuet.
- Man vil altid gerne altid gerne være den stand med de største maskiner, så der er bestemt lidt konkurrence i hvem, der har hvad med. De to store traktorer kommer også til at fungere som et godt blikfang, der får folk ind på standen, fortæller han.

Ny forhandling

Mens de nordjyske dyrskuegæster får muligheden for at hilse på flere hestekræfter, står Semler Agro også klar til at vise, deres nye forhandling af Kramer-maskiner frem. Her har man hevet tre forskellige læssere frem fra lageret. En teleskoplæsser, en gummihjulslæsser og minilæsser. Tysk producerede maskiner som salgsdirektør i Semler Agro Lars Frederik Henningsen, ser frem til at køre ud over rampen.
- Vi glæder os rigtig meget til at vise de nye Kramer-læssere frem. Vi synes, de er blevet godt modtaget, og har fået god feedback på dem – det er jo også et anerkendt mærke, der i forvejen kører flere af rundt omkring i Danmark, og har vist sig som kvalificerede maskiner, siger salgsdirektøren.

Smallere - men bedre

Udover Kramer-læssere og John Deere-kræfter viser Semler Agro også en Spirit-såsæt fra Väderstad frem og en Sulky Gødningsspreder.
- Vi har måske ikke så bredt et program som førhen, men til gengæld er vi så rigtig gode til alle de ting, vi har, fastslår Jesper Dyhr, der sammen med resten af Semler-holdet er flyttet tilbage til sin gamle plads 14 på dyrskuepladsen efter to år med andre pladser.
 

Læs også