Et begivenhedsrigt 2020 lakker mod enden. Det kan være svært at huske alt, hvad der skete, så vi har her samlet et overblik. Her er et overblik over november og december.
L&F får ny formand
Ved et corona-amputeret delegeretmøde i Herning bliver Søren Søndergaard, uden modkandidat, valgt som formand for L&F den 4. november.
- For det første er jeg ikke nogen »revolutionist«. Jeg synes, at Landbrug & Fødevarer har den rigtige linje lige for tiden, men det er klart, at i og med at jeg er 20-30 år yngre (end Martin Merrild, red.), så skal vi da også forny os hele tiden, sagde han til Effektivt Landbrug kort inden valget var officielt.
Alle mink skal aflives
Onsdag eftermiddag 4. november klokken 16 går statsminister Mette Frederiksen (S) på skærmen til et pressemøde. Fra statsministeren lyder det:
- Virus er muteret i mink – og den muterede virus har spredt sig til mennesker. Statens Serum Institut har vurderet, at effekten af en kommende vaccine er i fare. Derfor er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyr, lød det fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet onsdag.
Det viser sig nogle dage senere, at statsministeren ikke har lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.
Helt uvirkeligt
På Ellinge minkfarm på Østfyn er fem maskiner på rad og række ved flå flotte mink. Ikke mindre end 35 medarbejdere arbejder i dagene efter 4. november for at nå at pelse så mange af den østfynske bedrifts 75.000 mink og yderligere 100.000 mink, som flåes og bearbejdes for kolleger både på Fyn, Jylland og Sjælland.
- Statsministerens udmelding i onsdags var et chok for os, familien og alle vores folk. Vi har driftsledere, som har været her i 15 og 10 år, og alle medarbejdere har en andel i vores kvaliteter, og det vi står for som virksomhed. Det er bare helt, helt uvirkeligt, at grundlaget forsvinder fra den ene dag til den anden, siger indehaver Niels Danielsen.
Mogens Jensen bliver fyret
Fødevareminister Mogens Jensen går 18. november af som fødevareminister efter, at der ikke længere er politisk flertal bag ham. Flertallet smuldrer efter en redegørelse over det forløb, der gik, hvor regeringen uden lovhjemmel har krævet alle mink i Danmark aflivet. Redegørelsen udtrykker massiv kritik af embedsværket i flere ministerier, især Fødevareministeriet, men frikender statsministeren fra at det var en ordre i juridisk forstand, da hun under pressemøde 14 dage tidligere krævede alle mink aflivet. Oppositionen kræver dog, at Mette Frederiksen også går af.
- Jeg vil have, at hun erkender, at når hun begår en fejl, så er det hendes ansvar, i stedet for bare at sparke nedad og ofre en fødevareminister på det. Jeg synes ikke, det er en ordentlig måde at lede en regering på. Jeg synes, man skal stå ved det ansvar, lyder det blandt andet fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Rasmus Prehn er ny fødevareminister
Efter fyringen af Mogens Jensen (S) bliver ny minister for landbruget Rasmus Prehn (S), der hidtil har været udviklingsminister.
- Jeg vil gå til den her opgave med meget stor ydmyghed. Vi er i en vanskelig situation. Vi står i en pandemi, som desværre også påvirker fødevareerhvervet, og det skal vi have taget hånd om på bedst mulig vis. Der er brug for, at vi står sammen, at vi får genoptaget samarbejdet, og kommer til at arbejde med hinanden konstruktivt. Der er brug for stabilitet, når vi står over for vældige udfordringer, sagde Rasmus Prehn foran Amalienborg, da han blev præsenteret.
Statsminister i tårer – afviser grundlovsbrud
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne ikke holde tårerne tilbage under hverken kaffebesøg og efterfølgende pressemøde hos minkavler Peter Hindbo i Jordrup ved Kolding, som hun besøgte i slutningen af november. Statsministeren stod dog fast på, at beslutningen om aflivning af alle mink var den rigtige, og hun ikke har brudt grundloven.
- Der er forskel på politik og jura. Og der er ikke tale om grundlovsbrud, lød det fra Mette Frederiksen.
Kæmpe demonstrationer i Aarhus og København
Traktorer indtager en lørdag i november både Aarhus og København. På Langelinie i København skønnes der, at der er over 500 traktorer samlet. Det samme i Aarhus. Fra en af arrangørererne, landmand Knud Jeppesen fra Jelling, er der stolthed over, at det lykkedes at samle så mange.
- Det gik lige nøjagtig, som vi havde håbet. Vi fik samlet folk uden for byen og kunne køre ind uden at genere en masse mennesker.
- Efterfølgende har jeg hørt fra flere landmænd, der kørte rundt med en klump i halsen, da de så alle de mennesker, der stod og klappede langs vejen både i København og Aarhus. Mange landmænd tror jeg aldrig har følt sig så anerkendt, som de gjorde den dag, sagde Knud Jeppesen.
LDM klar til Arla-retssag
LDM giver i december Arla fire uger til at udlevere informationer om baggrunden for selskabets tillæg i prisafregningerne til andelshaverne. Ellers kan næste skridt blive en retssag.
- Vi har åbenbart at gøre med nogen, som er lidt ligeglade med, hvad der står i vedtægterne, siger formanden for LDM, Kjartan Poulsen.
Arla afviser alt om at have brudt vedtægter.
Veganerleder dømt
I december får Veganerpartiets leder Henrik Vindfeldt 30 dages betinget fængsel, efter at han sammen med to andre trængte ulovligt ind i en svinestald på Nordfalster. Sagen bliver anket.