Åbent hus flere steder i april

En række maskinforretninger holder åbent hus i april, hvor der således er rig mulighed for at sparke dæk.

I de seneste uger har LandbrugØst haft adskillige annoncer fra maskinforretninger, der inviterer til åbent hus, og i denne uges avis kan man også finde åbent hus-annoncer.

Karl Mertz inviterer tirsdag den 26. april og torsdag den 28. april til et lidt anderledes åbent hus-arrangement i henholdsvis Horreby på Falster og Rønnede i Sydsjælland.

Begge steder er der åbent hus i tidsrummet klokken 16 til 20, og det vil være med et program, som blandt andet byder på to foredrag. Først vil Karsten Jespersen fra Karl Mertz fortælle om tekniske emner inden for GPS, SmartFarming, tildelingskort og datalog.

Jens Schjerning fra Agrocura kommer efterfølgende på banen for at orientere om markedssituationen, og her vil de fremmødte blandt andet få status på råvarepriser, renter/inflation og ejendomspriser.

Begge steder slutter åbent hus-arrangementet hos Karl Mertz med lidt godt til ganen, ligesom der bliver mulighed for at sparke dæk og få en maskinsnak med repræsentanter fra både Karl Mertz og forskellige leverandører.

Jubilæum i Næstved

Tidligere på måneden var der også mulighed for en maskinsnak i Næstved, hvor Minitraktorgården fejrede 60-års jubilæum, og det blev markeret over to dage, hvor der blev lokket med gode jubilæumstilbud.

På førstedagen havde Minitraktorgården Næstved ekstra fokus på kampagnetilbud til erhvervskunder, mens dag to i højere grad var for privatkunder.

/ jhal

Læs også