Opgraderet GPS-løsning til drænarbejde

Også på GPS-systemet er EM-E ApS gået op.

GPS’en har været et større omdrejningspunkt for EM-E ApS, da det hidtil har været en udfordring at konvertere drænprojektet direkte over til maskinstyringen på gravemaskinerne.

- De har indtil nu kørt med et mærke, der bliver forhandlet her i Danmark, som har virket fint, men som involverede mange ekstra arbejdsgange. I takt med at kravet til produktionen er steget, skulle GPS-systemet også stige tilsvarende, forklarer Michael Pedersen.

Efter at have talt med flere drænentreprenører i USA og Canada, kom EM-E frem til Cooks AGPS Michigan i USA, som kun er udviklet til drænmaskiner og drænentreprenører, og de var ikke i tvivl om, at den GPS skulle monteres på drænmaskinen. Den nye drænmaskine er nu monteret med RTK GPS, så både retning og dybde bliver styret med største nøjagtighed.

- Særligt er GPS’en fantastisk til at genindstille sig, når man både kører op og ned ad bakke med drænmaskinen. Det kan derfor lade sig gøre med denne maskine til forskel for andre modeller af selvkørende drænmaskiner, fortæller Michael Pedersen.

GPS’en husker simpelthen dybden og placeringen på hovedledningen til trods for kørselsretningen, som sugerne skal tilsluttes. Lige præcis det skulle chaufføren i det tidligere dræn setup selv konvertere efterfølgende med GPS.

Australsk designprogram

Amerikaneren Nate Cook var meget behjælpelig med delen omkring gravemaskinerne, og han henviste EM-E til Australien, hvor et designprogram til drænprojektering var udviklet.

EM-E skrev frem og tilbage med den australske leverandør om ønsker og krav. Serviceniveauet var højt, og den australske leverandør udviklede nogle features, som EM-E efterspurgte.

- Disse features var nemlig ikke engang udviklet endnu, da maskinstyring på gravemaskiner ikke rigtig er slået igennem på den anden side af Atlanten og i Australien. I hvert fald ikke hos drænentreprenører, lyder det fra Michael Pedersen.

- Vi har nu et system, som kan konvertere vores design, så de kører i samme dybder og placeringer på både gravemaskiner og drænmaskine, slutter han.

Læs også