Sukkerroedyrkere til første stormøde i to år
Nordic Sugar og Nordic Beet Reserach holder senere i februar inspirationsmøde i Sakskøbing.

Det allersidste læs roer for denne gang vejes ind på fabrikken i Nakskov den 31. januar.
Efter en veloverstået roekampagne er det nu tid at se frem og fordybe sig i roedyrkningen generelt og for den kommende sæson.
- Vi kan glæde os over, at 2021 endte med at blive et godt år – med det tredjehøjeste udbytte pr. hektar nogensinde og meget tæt på det næsthøjeste fra 2020, fortæller Bo JM Secher fra Agricenter Danmark, Nordic Sugar.
- Kvaliteten var, tilføjer han, gennemgående fin og med gode optageforhold. Kun i de sidste par uger har der været udfordringer med roer, som fik frost i juledagene.
Nordic Sugar og Nordic Beet Reserach (NBR) besluttede at udskyde vintermødet til tirsdag den 22. februar, og det var i håbet om, at Danmark så var åbnet op, og at alle igen havde vænnet sig til at kunne mødes.
Gæstetaler fra Aarhus
- Vi er rigtig glade for at kunne invitere til det første store møde i to år. Vi har samlet en pallette af gode og interessante emner, som er aktuelle og oppe i tiden, lyder det fra Bo JM Secher.
Inspirationsmødet foregår i Sakskøbing Sportscenter, hvor årets »gæstetaler« er Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, som vil indlede et afsnit om sukkerroernes placering i klimadebatten.
I løbet af dagen vil vi derudover komme ind på helt aktuelle emner i forhold til den overståede kampagne og den sæson, som står for døren.
Der vil være morgenbrød fra klokken 9 og en god frokost undervejs. Tilmelding fremgår af annoncen i LandbrugØst.