Tirsdag formiddag er syv virksomheder på Agromek 2018 i MCH Messecenter Herning blevet fejret som modtagere af den prestigefyldte Agromek Award.
De syv modtagere er følgende:
Pöttinger Scandinavia ApS med deres skiveskårlægger med skårsammenlægningsudstyr uden crimper. Cross Flow skårsammenlægningsudstyret består af en snegl, der samler græsset når det skæres af, og fører det ind mod midten til sammenlægning. Normalt kræver dette at der er monteret en crimper.
Yding Smedie A/S med deres MSR OptiWeeder, En mekanisk ukrudtsrenser til kartofler. Den mekaniske renser kan fjerne ukrudt i kartoffelmarker ved hjælp af en patenteret styreenhed, der nøjagtig styrer renseren også under kuperede forhold. Maskinføreren undgår derved at styre manuelt, da et styrehjul sørger for at renseelementet styres præcist ned over kammen.
Staldmæglerne A/S med deres Aquaclim latex-/vandmadras med temperaturreguleret kanalsystem og varmegenvinding. Prisudvalget har i vurderingen lagt vægt på, at den nye vandmadras ikke kun giver god liggekomfort til køerne, men også kan nedkøle dem via det indbyggede kanalsystem. Ikke mindst efter den varme sommer i 2018, er det aktuelt at kunne nedkøle dyrene, når de ligger på madrassen.
VengSystem A/S for deres sikre og enkle måling af ammoniakemission med målevinger. Den nye målemetode kaldet VE118 systemet kan måle den faktiske emission fra staldene. Ved opsætning af en VE118 centralenhed og forbinde den med en eller flere målevinger, kan det registreres, hvor meget luft og dermed ammoniak, der er fra staldanlæg.
Euromaster Danmark A/S med deres Michelin EvoBib - innovation, 2-i-1 dæk. Prisen blev tildelt for det nye traktordæk Michelin Evobib, som kan ændre form og brugsegenskaber afhængig af lufttrykket.
New Holland Agriculture / CNH Industrial Danmark med deres CR10.90 Revelation mejetærsker med New Hollands proaktive og automatiske indstillingssystem, IntelliSense. Prisudvalget lægger vægt på, at den nye automatik gør det lettere for selv mindre øvede mejetærskerpiloter at udnytte mulighederne i mejetærskeren. Det er godt i en situation, hvor det er svært at finde piloter, som har erfaring med avancerede mejetærskere, påpeget udvalget.
Agro Intelligence med deres CloverCam - kamera+app til kløver-græs kortlægning. Prisudvalget mener, at der næsten er uanede muligheder for at lægge andre parameter ind i softwaren. Kameraet har en meget større opløsning end noget vi ellers kender. Det er desuden meget enkelt at sætte op og det er til en overskuelig pris i anskaffelse. Desuden indeholder det små datamængder, da data lægges i skyen løbende.