Hos bestyrelsesmedlemmerne i Østdansk Landboforening er der generelt stor glæde over en vellykket høst med fine udbytter.
HØST Over hele landet er der meldinger om en god høst med fine udbytter, og det er også den udmelding, bestyrelsesmedlemmer og forsøgsmedarbejder i Østdansk Landboforening kommer med.
Forsøgsmedarbejder i Østdansk Landboforening, Randi Grue Hyldig, oplyser blandt andet, at foreningen ligger på den gode side af 10 tons i forsøgsmarkerne i hveden i Karise.
- Nu optimerer vi ikke for at få et højt udbytte. Vi kører efter særlige forsøg, og derfor er det trods alt rigtig flot, at vi alligevel ligger så højt, lyder det fra Randi Grue Hyldig.
I Klippinge, nordøst for Karise, er situationen også positiv. Her er bestyrelsesformand i Østdansk Landboforening, Ole Elbæk, yderst tilfreds.
- Personligt kan jeg ikke få armene ned. Høsten har været nem at bjærge på grund af vejret og udbytterne ligger over middel i hvede og vårbyg og vinterbyg samt raps, fortæller landboformanden.
Mindre arbejde
Martin Lyder Andersen fra Lundby, som er det nyeste medlem af bestyrelsen, kan nikkende genkende til formandens status.
- Kornhøsten har givet over middel og været nem at høste – netop på grund af vejret, som samtidig har betydet mindre arbejde og udgift til tørring, siger Martin Lyder Andersen og fortsætter:
- Frøhøsten var lidt mere besværlig. Først på grund af vandmangel, og så fik vi vand og skulle høste mellem bygerne. Men kornhøsten kan man ikke sætte en finger på. Overordnet er jeg meget tilfreds.
Det samme er Henrik Jensen, bestyrelsesmedlem med landbrug ved Langebæk øst for Vordingborg.
- Frøhøsten blev en gennemsnitlig størrelse, men jeg har gode udbytter i vårbyggen. Så generelt er jeg tilfreds. Vi skal også tage tørringsomkostningerne med i regnestykket, og den post er selvfølgelig mindre i år. Så absolut ingen sure miner herfra, fortæller Henrik Jensen.
jhal