MASKINER Scantruck er klar til at rykke ind på skærmene på kundernes smartphones, tablets og computere. Maskinfirmaets brugtcenter, som er Skandinaviens største af sin art, har et stort udvalg af alle typer maskiner. De er klar til virtuel præsentation.
- Når corona-pandemien stiller sig i vejen for, at vi forsvarligt kan invitere til åbent hus på den kendte måde, rykker vi det åbne hus ud med visning og præsentation af maskinerne direkte hos de maskininteresserede, forklarer salgschef Claus Bjerregaard hos Scantruck.
- Vi er, tilføjer han, simpelt hen klar til at sende live fra både førerhuset, undervognen og alle andre steder på maskinerne. Dermed kan vi lave »walk around« med samtlige maskiner og sende til kunderne, som i ro og mag kan studere de maskiner, de finder interessante, samtidig med at vi får en snak om maskinerne.
Claus Bjerregaard understreger samtidig, at Scantruck naturligvis fortsat gerne vil have besøg af kunder, der vil sparke dæk og se maskinerne i virkeligheden.
- Men hvis man ikke har mulighed for at komme forbi, er en virtuel fremvisning en rigtig god mulighed, påpeger han.
jhal