Flere alvorlige ulykker under tagarbejde

Gennemstyrtning på tage har de seneste år kostet fire menneskeliv, og Arbejdstilsynet har derfor fokus på det farlige tagarbejde.

I oktober omkom en ung håndværker efter, at han var styrtet igennem et tag og faldet seks meter ned i forbindelse med, at han skulle udskifte gamle bølgetagplader. Eksemplet er desværre ikke enestående.

- De seneste tre år har vi haft en del ulykker på baggrund af gennemstyrtning på tage, og heraf har fire af dem været dødsulykker, siger Lene Teilberg, tilsynschef for bygge og anlæg i Arbejdstilsynet.

- Ulykkerne sker, tilføjer hun, især ved færdsel på tagplader, der ikke er bæredygtige. Det er for eksempel eternitplader, klare bølgeplader, glasplader og PVC-plader, og især når der er tale om gamle plader på haller med åsekonstruktioner og lignende, som slet ikke er beregnet til at færdes på.

Gennemstyrtning på tagflader kan give alvorlige kvæstelser og i værste fald medføre invaliditet og dødsfald, og derfor skal man altid sikre, at forholdene er i orden, inden man går ud på taget.

Undgå ulykkerne på taget

Ulykker med gennemstyrtning kan undgås. Gå aldrig direkte ovenpå gamle tagplader uden at etablere sikring mod gennemstyrtning, når lægteafstanden overstiger 46 centimeter fra overkant til overkant.

Ved oplægning af nye plader skal man planlægge arbejdet med inddragelse af leverandørens sikkerhedsanvisninger, så der sikres mod gennemstyrtning og nedstyrtning. 

Risikoen for gennemstyrtning og tilskadekomst kan imødegås ved for eksempel at anvende gangbroer, tagstiger, sikkerhedsnet og taglifte. Det kan ofte være nødvendigt at kombinere flere kollektive sikkerhedsforanstaltninger.

Individuelt faldsikringsudstyr

De kollektive foranstaltninger går forud for individuel beskyttelse, men det kan i visse tilfælde være nødvendigt at supplere med egnet individuelt faldsikringsudstyr.

Sikring mod nedstyrtning skal i øvrigt ske ved at overdække huller i taget med bæredygtige plader og ved etablere rækværker og tagskærme ved tagets udvendige kanter, eller på andre lige så forsvarlige måder.

- Vi må konstatere, at manglende sikring mod gennemstyrtning stadig er et gennemgående arbejdsmiljøproblem på landets byggepladser, men at ulykkerne kan undgås, når arbejdsgiverne i samarbejde med de ansatte planlægger arbejdet, slutter Lene Teilberg og henviser i den forbindelse til Arbejdstilsynets vejledning om fald fra højden ved arbejde på tage.

/ jhal

Læs også