Alle ansøgere til naturpleje har fået tilskud
Igen i 2018 har der været stor interesse fra landmænd for tilsagn til pleje af græs- og naturarealer, og der er blevet søgt om mere end budgetteret. Miljø- og fødevareministeren har nu besluttet at imødekomme alle ansøgninger.
Her ses et af de Natura 2000-områder, der er tildelt plejemidler til. Arkivfoto.
Danske landmænd har søgt flittigt på årets ordning for pleje af græs- og naturarealer. Der er blevet søgt nyt tilsagn til i alt ca. 20.000 ha. Det svarer til et beløb på 200 millioner kroner. Det er 20 millioner mere, end der er afsat på budgettet for 2018 i Fødevare- og landbrugspakken.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har nu besluttet at imødekomme alle tilskudsberettigede ansøgninger om tilsagn.
De ekstra midler gør det samtidig muligt at forny tilsagn for ca. 14.000 hektar, som udløber i 2018, og som er genansøgt i år.
Hovedparten af de ansøgte arealer ligger inden for den særlige Natura 2000-udpegning. Her har Danmark særlige forpligtelser til at passe på naturtyper og arter, og ofte er afgræsning afgørende for at bevare disse. Den anden store andel ligger udenfor den særlige Natura 2000-udpegning, men med en høj naturværdi (HNV 5-12).
Den særlige Natura 2000-udpegningsareal udgør i alt 11.718 hektar, mens HNV-arealet udgør 8.511 hektar.