Landsbyen Torup har en lang historik med bæredygtige projekter bag sig. Til foråret starter et nyt forsøg med specialcykler på abonnement.
TRANSPORT Cyklerne i Torup mellem Melby og Hundested i Nordsjælland ser lidt anderledes ud end dem, vi normalt kører rundt på i Danmark.
Man skal ikke kigge særligt længe, før man får øje på det store sejl bagpå, den næsten liggende saddelposition eller det tredje hjul fortil. De ekstra gadgets vidner om, at det ikke bare er en cykel, der er tale om, men i stedet en vaskeægte Sykkel gemt under navne som Hase Kettweisel, Velove Armadillo og Leitra.
Ifølge projektleder Kristian Dall er de både behageligere, sjovere og hurtigere at køre på i forhold til en almindelig cykel, og han undrer sig derfor over, at der ikke er flere, der kører på specialcykler i Danmark.
- En almindelig saddel godt kan give lidt ømhed i ballerne efter mange kilometer, men i en liggecykel er det en helt anden oplevelse. Der er langt mindre belastning for ryg og arme og mindre vindmodstand i den liggende position, så der er op til 10-15 procent mere fart end på en almindelig cykel, fortæller Kristian Dall.
Til deling mellem beboerne
Selv om det kan lyde avanceret, er det langt fra tilfældet med Syklen. Takket være de trehjulede konstruktioner iblandt udvalget af Sykler, kan også nybegynderen være med, når der snart skal lejes transportmidler ud i Torup, der i øvrigt blev hædret med prisen som Årets Landsby 2019.
Virksomheden Sykkel er stadig under etablering, og den er i første omgang tiltænkt at være et test- og udlejningscenter for specialcykler, også kaldet Sykler.
Kristian Dall går og venter på det gode vejr, så han kan åbne og begynde udlejningen for alvor. Imens får han styr på skuret og processen, så både han og Syklerne klar til cykelsæsonen, der ifølge hans forventninger starter til foråret.
Selv om projektet ikke er i gang endnu, er det muligt at prøvekøre Syklerne, der er tiltænkt turister og områdets beboere. Ambitionen er at få flere til at cykle frem for at køre bil, fordi det simpelthen er sundere for den enkelte og for miljøet.
Tanken om nu at have et antal cykler til deling mellem beboerne er absolut ikke fremmed, fortæller Kristian Dall.
- I forvejen har vi delebiler til rådighed for beboere i ordningen, så jeg synes ikke, at tanken om at kunne udskifte nogle af disse ture i bil med en tur i en Sykkel, når der for eksempel skal handles ind i supermarkedet godt otte kilometer væk, er helt fjern.