Traktoren er satellitstyret, apps guider landmanden igennem junglen af kornsorter og kemikalier, og data fra stalden opdateres døgnet rundt og støtter optimal pasning af dyrene. Dansk landbrug er digitalt til fingerspidserne, og Seges er førende inden for digitale løsninger, der skaber direkte værdi for landmanden.

Nu opruster Seges på den digitale front, for yderligere at udvikle det digitale tilbud til landbrugs- og fødevareerhvervet. Det sker, fordi Business Intelligence, digitale løsninger og datadrevet rådgivning er fremtidens vigtigste arbejdsredskab for landbruget og landmanden.
Seges bygger dermed videre på det stærke renommé og de unikke kompetencer, som er samlet i virksomheden gennem årtier.

- Vi har over de seneste tre årtier digitaliseret dansk landbrug, og internationalt er vi suverænt førende på effektive, digitale løsninger til landbruget. Nu træder vi ind i en ny fase, som handler om at omsætte vores digitale kompetencer, værktøjer og forspring til endnu flere muligheder for vores landmænd og kunder, og dermed også forretning for Seges, siger direktør i Seges, Anne Lawaetz Arhnung.

Skifter ud i direktørgruppen
Helt konkret opretter Seges et nyt, selvstændigt forretningsområde, »Business Digital«. Forretningsenheden skal udvikle fremtidens løsninger, der både styrker konkurrencekraften og letter landmandens og rådgiverens hverdag samt styrke sammenhængen i hele værdikæden.

Det nye forretningsområde får plads i direktørgruppen i Seges, under ledelse af Ivar Ravn. Han har hidtil stået i spidsen for afdelingen »Business«, hvor de digitale løsninger hidtil var organiseret. Ændringen træder i kraft mandag 16. april. Seges sætter nu gang i rekrutteringen af Ivar Ravns afløser som direktør for Business. Indtil det er på plads varetages opgaven fortsat af Ivar Ravn.

Den øvrige organisering forbliver uændret.