Vidt forskellige meninger ved demonstration
Der var mange meninger om, hvordan en stiv leret stubmark skulle tilsås og gødes ved rapsdemonstration på Lolland.
Meningerne om hvordan en stiv leret lollandsk stubmark skulle tilsås med raps og med gødningspakke, var vidt forskellige blandt såvel maskinfirmaerne, som blandt de næsten 100 fremmødte landmænd, da Agrovi i samarbejde med repræsentanter for DLF og FRDK indbød til rapsdemonstration på Majmøllegård ved Guldborg.
Konditionerne var de samme for alle 10 maskinfirmaer, da Agrovi opfordrede dem til at tage del i demonstrationen, der også skulle vise, hvordan man tilsår en mark uden den først er pløjet og harvet.
Hvert af de 10 firmaer havde fået en parcel, en tør leret stubmark. Her skulle der med hvert såsæt sås fem kilo rapsfrø, så der kom 35-40 planter pr. kvadratmeter. Samtidig skulle der udlægges 150 kilo gødning.
Svær konklusion
Fælles for alle var der – som anført indledningsvis – tale om pløjefri dyrkning, hvilket dog ikke udelukkede kraftig grubning eller harvning. Selvom det ofte er svært at konkludere ved en maskindemo, ramte produktchef hos MI Vejle, Per Monk Rasmussen, det nok mest præcist af alle.
- Enhver professionel planteavler har sin helt egen mening om, hvordan den enkelte mark skal så til.
Sandt var det i hvert fald, at der ved demonstrationen var næsten lige så mange meninger om hvordan de enkelte såsæt løste opgaven, som der var fremmødte landmænd.
Læs mere i LandbrugØst i uge 36, der kommer hjemmesiden fredag den 1. september.