Ud at opleve landbruget
På søndag er der er der mulighed for at besøge gårde over hele Danmark. I alt 64 bedrifter slår dørene op. Fem af dem er på Fyn.
Søndag den 17. september er der »Åbent Landbrug« over hele landet. Traditionen tro inviterer et stort antal landbrugsbedrifter af mange typer og størrelser den tredje søndag i september fra klokken 10 til 16 alle interesserede til at besøge og opleve dansk landbrug på nærmeste hold.
Sidste år brugte 88.000 danskere landet over deres søndag på at se og opleve, hvordan et dansk landbrug anno 2016 så ud. Og arrangørerne understreger, at der er plads til, at endnu flere med egne øjne kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og at dyrevelfærden er en af de højeste.
Blandt de i alt 64 bedrifter landet over, som på søndag slår stalddørene op i forbindelse med Åbent Landbrug, er de fem på Fyn. LandbrugFyn har besøgt en af dem, nemlig Bjergager på Helnæs, der ejes og drives af Bettina og Mogens Rasmussen, begge 45 år. Familien består desuden af døtrene Charlotte og Mette på 21 og 19 år.
Køerne i centrum
Mogens Rasmussen er tredje generation på Bjergager, som han og Bettina overtog fra hans forældre i 1996.
Dybstrøelse
Gården Bjergager har formentlig fået sit navn, fordi den ligger på et af de højeste områder på halvøen Helnæs, der er en del af Assens Kommune. Besætningen på den smukt beliggende gård består i dag af godt 65 jerseykøer plus kalve og ungkreaturer, i alt cirka 175 dyr.
- Kostalden er fra 1999, fortæller Mogens. Den er med dybstrøelse, og det har vi gode erfaringer med. Køerne malkes to gange om dagen i en 2 x 7 sildebens malkestald, som vi har købt brugt.