225 unge landbrugsledere fik styr på karrieren
LandboUngdom og Sagro havde inviteret alle landets elever på produktionslederuddannelsen til Temadag på rådgivningscentret Sagro i Billund. 225 mødte op og dagen skulle bruges til, at de unge kunne få styr på karrieren.
- Hvor er det vildt, at over 200 unge kommer til Temadag hos LandboUngdom. Det er virkelig fedt og et tegn på, at der er stor kvalitet i vores faglige arrangementer,” siger formand for LandboUngdom Peter Kock.
Da dagen startede fik alle deltagere udleveret et stykke papir, hvor på de kunne skrive deres karrieremål fra i dag og frem til år 2030.
- Formålet er, at alle der går herfra i dag er mere bevidste omkring deres fremtidige retning for deres karriere, og hvordan de kommer derhen. Fordi man sætter sig et karrieremål, så betyder det ikke, at det ikke kan ændre sig. For det sker ofte. Men man skal have en retning at gå efter, som er skabt på baggrund af ens egne værdier, og det er rart for de fleste, påpeger Dorte Kvistgaard, karriererådgiver i Sagro.
Økologirådgiver Mads Mortensen var en af oplægsholderne, og han opfordrede til, at man også kigger lidt til siden for at finde udfordringer, som kan styrke ens karriere.
- For mit eget vedkommende, så har jeg bygget forskellige kompetencer på ud over min uddannelse. Det er for eksempel klovbeskærer kursus, dyrskuedommer og så mit frivillige arbejde i LandboUngdom. Alle tre ting har styrket mig som person, og dermed styrket mine muligheder for at få det job jeg drømte om, fortæller Mads Mortensen.