Gult snit hos Solbjerg

Solbjerg Maskinstation har netop igangsat det første fynske eksemplar af New Hollands FR finsnitterserie.

 Med en nærmest fordobling af majsarealet i forhold til sidste år, hvor Solbjerg Maskinstation i forvejen måtte hente bistand fra kollegaer for at nå igennem ensileringssæsonen, har den store sydfynske maskinstation til denne sæson investeret i en ny New Holland FR 650 finsnitter. Samtidig har man beholdt den hidtidige New Holland snitter.


- Græsset kunne vi godt nå med vor nuværende snitter, men det øgede majsareal har gjort, at vi har øget snitterkapaciteten. Ikke mindst fordi vi de seneste år samtidig med majsen også har fået en større efterspørgsel på snitning af afpudset frøgræs, forklarer maskinstationsejer Lars Skov.


Flere frøavlere er således gået fra at pudse frøgræsset et par gange med en afpudser, men i stedet lade det gro lidt længere, for derefter at slå det finere af med en skivehøster og lade det snitte.


- Det er billigere end at presse det til hø, og samtidig er det god ensilage til ungdyrene, fremhæver den sydfynske maskinstationsejer.

Læs temaet om maskiner, køretøjer, transport i denne uges LandbrugFyn

Læs også