Nu skal Danmarks bedste konkurrencepløjer findes

Fredag den 27. og lørdag den 28. oktober er der danmarksmesterskaber i konkurrencepløjning. I år afholdes det på Peterslund på Mors.

Danmarksmesterskabet i pløjning skal i år afholdes på den sydlige del af Mors på gården Peterslund, som er berømt for at have noget af det mest dyrkningssikre og ensartede muldjord på Mors eller måske i hele Danmark. 

Pløjeværter er Ann-Mari og Jørgen Gade Nielsen, der sammen med sønnerne Allan og Søren Gade Nielsen driver svineavlsbesætningen »Molsgaard Svineavl«.

I år er det Region Viborg LandboUngdom, som arrangerer DM i konkurrencepløjning. Der er nedsat en styregruppe, som består af én person fra alle lokalforeninger i Region Viborg, samt et par pløjesupportere med stor og mange års erfaring med konkurrencepløjning.

Deltagernes overnatning og pløjefesten vil foregå på Morsø Landbrugsskole, som er en del af EUC Nordvest.

Måske det største DM nogensinde

Der forventes rigtig mange deltagere, og arrangørerne spår, at det måske kan blive det største DM nogensinde

- Vi er i midt i konkurrencepløjningens højborg, og som noget nyt fra 2016 er der tilføjet en klasse mere, som hedder »Farmklassen« udover de fire klasser, som Landboungdommen allerede har. Dertil kommer de fire kategorier og plovtyper i veteranklasserne, lyder det fra arrangørerne.

Desuden arbejdes der for øjeblikket med at arrangere en konkurrence mere, som vil give yderligere deltagere.

Omkring 95-105 forventes at stille op til konkurrence.

Få din egen stand

På Peterslund er der et stort, lyst og flot muret maskinhus, som skal bruges til plovkro.

Der vil i den forbindelse også være plads og mulighed for at leje en lille standplads inde i plovkroen, hvorfra man kan udstille og sælge de lokalt producerede produkter til de mange besøgende.

Arrangørerne søger lige nu sponsorer, som er nødvendige for at kunne gennemføre stævnet.

Hesteopvisning på tæt hold

Som nabo til gården Peterslund ligger Katrinelund, som er en anden af de fem berømte »lund-gårde« på Sydmors.

På Katrinelund driver Ib Kirk den verdenskendte hingstestation »Katrinelund.dk«. Lørdag vil Ib Kirk være vært for rundvisninger på deres hingstestation, og senere på dagen er ligeledes rideopvisning med deres dressur- og springhingste tæt på plovkroen.
 

Læs også