Væltet Volvo satte fokus på sikkerhed
LandboNord satte fokus på sikkerhed i landbruget ved at vælte en traktor foran hovedsædet i Brønderslev.
Det gav godt med opmærksomhed, da LandboNord i samarbejde med Serritslev Maskinværksted forleden væltede en Volvo 650 med frontlæsser foran LandboNord-hovedsædet i Brønderslev for at sætte fokus på sikkerhed i landbruget.
- I en presset hverdag ser vi desværre, at tingene skal gå hurtigt, hvilket kan gå ud over sikkerheden. Ved APV-besøg kan det se nogenlunde ud, men vi kan desværre konstatere, at ulykkerne sker alligevel. Det er ikke alene tilfældigheder, men i høj grad et sammenfald af uheldige omstændigheder, som kunne være undgået, siger Karin Møller Larsen, der er arbejdsmiljøkonsulent hos LandboNord og til daglig er ude at lave arbejdspladsvurderinger på de nordjyske bedrifter.
Vigtig opmærksomhed
Ved at vælte en traktor tror landboforeningens formand Niels Vestergaard Salling, at man er kommet et skridt nærmere ambitionerne om et mere sikkert landbrug.
- Det er vigtigt, at vi som erhverv tager hånd om vores ansattes og vores egen sikkerhed, og gennem en målrettet kampagne og ved at få snakket om det ude på bedrifterne, mener vi, at vi kan flytte noget, lød det fra formanden i forbindelsen med eventen.
- Man kan sige, at det er tosset at vælte en traktor, men det giver en masse opmærksomhed, og det er det, vi har brug for. Vi skal have jeres opmærksomhed, kære landmænd, og også jer, der er gift med dem. Sørg nu for at få snakket det her igennem, så vi er sikre på, at der ikke sker dumme ulykker ude i det danske landbrug, lød det videre fra formanden.
I forbindelse med LandboNords øgede fokus på sikkerhed, sponsorerede man ved delegeretmødet i Herning forleden også en arbejdsmiljøpris.