Endrup Mejeri skal være ostepakkeri
Produktionen stoppede i sommer, og nu skal det lille mejeri bruges til at modne og pakke oste, som produceres på Tistrup Mejeri.
Arla overtog i september 2017 det konkurstruede Endrup Mejeri, og produktionen har stået stille siden 30. juni. Nu har Arla besluttet, at mejeriet skal fungere som modningscenter og pakkeri for oste.
Endrup Andelsmejeri kom ud i økonomiske problemer, men blev overtaget af Arla, som også overtog forpligtelserne for mejeriets 12 andelshavere og mejeriets kreditorer. Det ligger mellem Esbjerg og Holsted.
Oste produceres på Tistrup Mejeri
Produktionen af flere af Endrups oste vil blive flyttet til Tistrup Mejeri, og ostene vil herefter blive overført til Endrup Mejeri for at modne færdige og blive pakket. Med den nye aftale om at benytte Endrup Mejeri som modningscenter og pakkeri er der nu skabt klarhed om mejeriet og dets fortsatte virke.
- Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, som betyder, at Endrup Mejeri kan fortsætte som mejeri med fokus på ostelagring og pakkeri. Det er en løsning, som kommer de af vores kunder til gode, som ønsker den unikke lagring og smag fra Endrup, og så er det også en økonomisk forsvarlig løsning for Arla og Arlas andelshavere, siger Jakob Bernhard Knudsen, landechef for Arla Danmark.
Alle ni medarbejdere beholder jobbet
For mejeriets ni ansatte betyder dette, at medarbejderne vil kunne beholde deres ansættelse og dermed indgå i det nye samarbejde med Tistrup Mejeri.