På mandag bliver der efter alt at dømme sat et – i hvert fald foreløbigt – punktum i sagen mod Povl og Christian Blak Bojer
Mandag den 11. maj bliver der i Retten i Holstebro efter
planen afsagt dom i randzoneretssagen.
I retten står Povl Blak Bojer og hans søn, Christian Blak
Bojer, fra Thy anklaget for at have overtrådt randzonelovgivningen.
Sagen har fået stor opmærksomhed, og bliver fulgt tæt af
landmænd i hele landet. Med i retten er blandt andre administrerende direktør i
Bæredygtigt Landbrug (BL) Bjarne Nigaard, som peger på, at dommen – uanset udfaldet
på mandag – meget vel kan blive anket:
- Det åbenlyse, man kan sige er, at en meget lang proces
får sit foreløbige punktum. Når jeg siger foreløbige, så er det fordi, at jeg
selvfølgelig er fuldstændig opmærksom på, at nærmest uanset resultatet, så kan
det her være en sag med så væsentlige principper på spil, at der bliver anket
til landretten.
Godt med klarhed
Bjarne Nigaard konstaterer, at han ser frem til, at Povl
og Christian Blak Bojer – og dansk landbrug i almindelighed – får en eller
anden form for klarhed.
- Derudover håber jeg, at dommeren sender nogle klare
signaler om, hvad han har gjort sig af overvejelser. Hvad har han lagt vægt på,
og hvad har for ham været væsentligt. For så ved vi, hvad vi har at gå efter i
det videre forløb. Og hvis dommeren har været så elskværdig at sige, at de her
punkter synes jeg var særligt væsentlige, så er det vel der, man starter.
Domsafsigelsen er ifølge BL berammet til klokken 9.00 i
retssal A i Retten i Holstebro.